I går var jeg på universitetet for første og sidste gang i denne uge. Det føltes underligt, og ikke kun fordi jeg er kommet enormt meget længere bagud, end jeg havde regnet med, men også fordi det var første gang efter ferien, og det var en meget overvældende følelse. Pludselig virkede folk mere ekstraordinære og alle opslag virkede spændende, jeg tog endda notater om et seminar, som jeg bare må, til, eller måske ikke så meget nu hvor jeg har haft tid til at tænke og husker, at jeg hverken for alvor har læst hverken Løgstrup eller Heidegger (hvilket dog teknisk set kan nås endnu). Et eller andet sted prøvede jeg vel at kompensere for min manglende tilstedeværelse, deltagelse og forberedelse ved at lade som om, at jeg er en superstuderende, hvilket jeg bestemt ikke er. Der er gode begrundelser for hvorfor jeg ikke havde været der og hvorfor jeg ikke var forberedt, men det ændre ikke ved det faktum, at at jeg ikke var der og at jeg ikke havde mine sager i orden.
For at gøre tingene endnu værre, så var der en gruppe gymnasieelever der skulle følge timen, de var søde og stille, men de fyldte meget i vores lille lokale, og de forvirrede mig, og de forvirrede vores lærer, så han var ikke så udfarende og 'ond' som han nogle gange kan være, hvilket forvirrede mig endnu mere. Men jeg kom da igennem timen uden at føle mig mere dum end allerhøjst nødvendigt.
Efter alle de mennesker trængte jeg bare til at komme hjem, så jeg gik hen imod bussen med så høj fart som mine høje hæle ville tillade, men der i krydset holdt en pige på cykel, som jeg var meget sikker på, at jeg læste sammen med dengang for nu snart seks år siden. Nu har jeg i snart to måneder gået på universitetet og har færdes i Aarhus. Mange fra dengang er kommet videre i deres liv, men mange må også være der endnu, og så siger sandsynligheden, at jeg må støde på dem fra tid til anden, for man færdes jo altid lidt de samme steder, for gamle vaner er svære at bryde.
Men hvad gør man egentlig, når man møder en fra dengang? Vi omgikedes, men jeg ved ikke om vi var direkte venner, og jeg forsvandt jo meget pludseligt og voldsomt. Jeg smilede og vinkede, jeg var jo trods alt meget sikker på, at det var hende. Hun smilede og vinkede igen. Jeg stod stille. Skulle jeg gå hen til hende? Hvordan ser man om hun har tid og lyst til at snakke med en hun aldrig rigtig kendte? Jeg tøvede, men jeg gik derhen. Hun trak cyklen op på fortorvet. Vi snakkede mest om mig. Jeg prøvede også at spørge til hende, men vi endte tilbage ved mig. Hvordan vælger man hvad der er relevant at sige? Der er jo sket så meget i de år. Jeg talte om lettelsen ved for første gang siden dengang at have ting jeg holder for mig selv. Jeg er blevet så vant til at fortælle alle alt, men nu har jeg pludselig lov til at have hemmeligheder. Hvor kom det emne pludselig fra? Vi snakkede, og så skulle hun videre. Jeg nåede lige akkurat mit tog. Jeg spekulerede på hvad det egentlig er hun hedder.
På togturen hjem tænkte jeg på hvor mærkeligt det egentlig føles at være genstuderende. Alle folk synes, at det er super sejt, men jeg føler mig mærkeligt udenfor kategori. Måske kan jeg bare ikke helt forstå, at jeg faktisk er i gang igen, det hele føles så uvirkeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar