Bytte bytte købmand

Bytte bytte købmand, aldrig bytte om igen. I går var så dagen, hvor vi efter en uges mental forberedelse skulle bytte pladser, og jeg havde det elendigt.

Det havde ellers været en rigtig god dag. Jeg tog af sted til universitetet, men på vej hen til bussen i Aarhus, stødte jeg på et par af de piger som jeg studerede med i din tid. De var på vej ind på en Baresso, og jeg fulgte med. Vi sad i næsten to timer og snakkede, og det var næsten ligesom i gamle dage, men de er begge to færdiguddannede og i job/jobsøgende som præster, mens jeg sidder her og kan ikke nå at blive bachelor før jeg fylder 30, og jeg bor på et bosted der behandler mig som var jeg et barn, hvilket både er godt og skidt, men i disse dage, hvor det ovenfra er blevet besluttet hvor vi skal sidde og med hvem som om vi stadig var i folkeskolen, så virker det mest skidt (når det er godt, så er det fordi der er en nærmest mor til barn agtig omsorg som virker tryg og beroligende). Det var virkelig rart at se pigerne igen efter al den tid. det var som at få et lille glimt af sin tabte ungdom.

Efter kaffe skulle de videre. Teknisk set kunne jeg godt nå op på universitetet og tage det sidste hold, men jeg var enormt træt i hovedet og ville bare hjem. Heldigvis var det noget let læsning jeg havde med, "Drenge" af Rudolf Bruhn, en bog om 'rigtige' drenge anno da far var dreng eller endnu tidligere.

Hjemme igen begyndte angsten for de nye pladser at melde sig. Jeg prøvede at se TV sammen med en af drengene nede i stuen, men der skete alt for meget rundt om, så jeg gik op på 2. salen for at få lidt ro, men jeg ville heller ikke have ro, jeg ville have nogen at snakke med, men der var overlap, det vil sige at dem der havde vagt om formiddagen fortæller dem der har vagt om eftermiddagen om der er sket noget særligt, og dernæst bliver der fordelt opgaver. Jeg burde have skrevet, at jeg havde det skidt, om den og den kunne komme op og tale med mig, men det gjorde jeg ikke, jeg ventede bare.

Ham der kom op til mig er enormt sød og hjælpsom, og han vil virkelig gerne dette her, det får jeg i hvert fald at vide, men jeg har meget svært ved at tale med ham, hvilket ærgrer mig for jeg vil egentlig også gerne. Men i går havde jeg det så skidt, at jeg bare lå og blev mere og mere vred på ham. Jeg ville ikke komme til at sige noget grimt til ham, som jeg jo i virkeligheden ikke mente, så jeg lå bare slænget i sofaen og var meget tavs og deprimeret. Så gik han, og jeg var alene, hvilket bare var endnu værre.

Jeg lå bare krøllet sammen i sofaen og gispede efter vejret, ikke fordi jeg har astma, men fordi det er noget som angst godt kan gøre ved én. Jeg skrev på mobil 1 som jeg vidste at han ikke havde, for han var i døgn og døgn har altid husets mobil. Jeg skrev, at jeg gerne ville have en halv PN, hvilket u officielt kan oversættes med Pisse Nødvendig (ekstra medicin). Men det var ham der kom op med det, og jeg var grædefærdig, men jeg var endnu mere grædefærdig, da han bare gik. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne tale med ham om dette, men jeg ville bare sådan ønske, at han havde spurgt om han kunne gøre noget, om han kunne hente en af de kvindelige pædagoger, eller i det mindste havde givet udtryk for, at han godt kunne se at jeg havde det skidt, men han følte sig magtesløs og gik bare ned.

Jeg lå længe og bare lod medicinen virke, og til sidst var der faktisk en af de kvindelige pædagoger der kom op. Jeg havde på grund af det der var sket ikke spist min eftermiddagsmad, så hun nægtede også at lade mig slippe for aftens- og natmad, jeg prøvede ellers ihærdigt at slippe. Det endte med en for i går gældende lappeløsning, hvor jeg spiste min mad før alle de andre, men jeg fik lidt min vilje, for det var en meget lille portion.

Det plager mig, at jeg skal reagere så voldsomt hver gang der sker ændringer. Jeg skammer mig, for jeg føler at det må virke fjollet, for i andres øjne er det jo tit bare små ligegyldige ændringer, men jeg føler meget voldsomt, at jeg ikke har kontrol over mit eget liv, og jeg har et stort behov for kontrol.

Jeg brugte alle de kræfter jeg havde på IKKE at gå ned til mig selv og skære mig dybt og længe, så derfor havde jeg ikke kræfter til at forholde mig til pædagoger som jeg ikke er 100% tryg ved. Det er faktisk hvad rigtig mange af mine kræfter er blevet brugt til den sidste uge, og det er lykkedes mig at lade være. Den kvindelige pædagog roste mig og sagde, at jeg skulle være stolt, men jeg føler mig ikke stolt, jeg skammer mig. Det er som om al min smerte, al min angst ikke tæller som noget når jeg ikke har bevist over for verden hvor slemt det er. Når jeg ikke har skåret mig, så må det jo i virkeligheden være fordi det faktisk ikke var så slemt, eller sådan fungerer min logik i hvert fald.