Extremly loud and incredibly close

I morges vågnede jeg endnu tidligere end normalt, kl 2.15, og jeg er så ualmindeligt træt. Trætheden gør, at jeg føler mig helt skæv i kroppen, fordi min venstre side slæber lidt, hvilket jeg aldrig ville have skrevet hvis jeg ikke havde fået min nye diagnose, spastisk lammelse, Det er utroligt hvordan en ny diagnose kan ændre ens fokus. Min krop har været meget stiv og øm hele weekenden, så jeg har slet ikke dyrket noget motion, jeg har bare siddet og set film.

Denne weekend var det min tur til at være med nede i Bluckbuster og leje film, og da der ikke rigtigt var andre end mig, kunne jeg tillade mig at låne hvilken som helst film jeg havde lyst til uden at skulle tage hensyn til om de andre også gad se den. Ikke at jeg derved havde planer om at leje en dårlig film, men jeg ville ellers ikke have selvtilliden til at leje en film bare fordi jeg selv gerne ville se den. Jeg ville ikke kunne lade være med at tænke på hvad de andre mon ville synes, og det er da en meget nobel tanke, men jeg kender ikke de andre godt nok til at kunne vide hvad de egentlig ville og ikke ville kunne lide, så et valg af film ville mere bygge på mine fordomme om deres smag end på hvad de egentlig godt kan lide. Men i lørdags stod det mig altså frit for at vælge hvad end jeg ville.

Valget faldt på "Extremely loud and incredibly close" som bygger på en roman ved samme navn af en af mine mange yndlingsforfattere, Jonathan Safran Foer. Den handler om en dreng der skal bearbejde sin sorg efter at have mistet sin far da tvillingetårnene styrtede sammen. Han prøver at finde mening med det hele ved at prøve at finde den Black der ejer den nøgle som hans far var i besidelse af, også selvom det betyder, at han skal opsøge alle de personer ved navn Black som bor i New York. Det er er en meget smuk og fantastisk fortælling.

Jeg så filmen sammen med en mandlig pædagog lørdag eftermiddag. Han er normalt en der snakker rigtig meget, men han var helt opslugt af filmen, så han sagde ikke et kvæk. Jeg kendte jo historien. Under en indlæggelse fik jeg den af min far som havde den stående på sin reol. Han sagde at han i sin tid vist faktisk havde købt den til mig, men han sagde ikke i hvilken anledning, og jeg er ikke helt sikker på at det er sandt, men det gav ham en mulighed for at gøre noget sødt for mig på et tidspunkt hvor jeg havde det svært, uden at vi skulle gøre et stort nummer ud af det. Sandt eller ej, jeg slugte i hvert fald alle 361 sider på et døgn, jeg var jo indlagt og havde ikke meget andet at bruge min tid på. Søndag så jeg den så igen sammen med en anden pædagog, som også var rørt til tårer.

Hvis jeg er heldig, kan jeg få dem til at købe filmen. Min undskyldning? Den handler om en aspergerdreng, og alle køb der relaterer til aspergers kan retfærdiggøres. Drengen Oscar er blevet testet, og resultaterne var uklare, men jeg er ikke i tvivl, og det var pædagogerne heller ikke. Det var noget med den måde han snakkede på, det var måden hvor han kom helt ind til folk uden at være følelsesladet, det var noget med den måde han organiserede sin eftersøgning og noget med detaljerne.

Jeg så filmen to gange på 24 timer, og jeg kunne se den om og om igen hvis vi ikke skulle have afleveret den.