Vidundermidlet Ritalin

Ritalin (eller dets søstermedicin, Concerta, som jeg får) er den type medicin man giver til børn og voksne med ADHD og ADD, og det er nok den type medicin der er aller mest ballade med i medierne. Evig og altid er der artikler i og udsendelser om hvordan det er forkert at medicinere vores børn i den grad, men det er alt for sjældent at nogen fortæller offentligt, at medicin kan faktisk være en god ting, at det har hjulpet dem, så det vil jeg nu gøre.

Det er ADD jeg har. En del af den dovenskab jeg så tit snakker om, hørte det, at jeg havde så umådeligt svært ved at koncentrere mig om det jeg havde gang i. Jeg kunne sætte mig med en skolebog, men jeg kunne ikke koncentrere mig om opgaverne eller teksten, fordi jeg brugte al min energi på at blive siddende på stolen. Mit hoved var fyldt med alle mulige fantastiske idéer, men jeg gik i gang, og så lod jeg dem ligge. Normalt var min hjerne allerede så langt væk i en ny idé, at der skulle en kraftanstrengelse til for at rydde den første idé af vejen, og derfor så mit værelse altid herrens ud.

Jeg skammede mig enormt over min måde at være på. Min indre uro kunne kvæles med sukker, og det kunne min ydre uro også lige nøjagtigt nok til at jeg kunne holde det ud. Ja, jeg blev roligere af sukker, dels af psykologiske årsager, da jeg var lidt af en sukkerjunkie, men også af neurologiske årsager, da mine signaler i hjernebarken er for svage, og jeg kunne bruge sukker til at komme op og fungere bare tilnærmelsesvist normalt. Men min ydre uro kunne ikke skjules helt nok.

På den tid da jeg havde gået på universitetet i et års tid fandt jeg en metode til at kunne koncentrere mig om eksamenslæsningen. Det krævede enorme ressourcer, så det var ikke noget jeg kunne praktisere til almindelig lektielæsning. Jeg kunne gøre det ca 1 uge, og så gik jeg helt kold og kunne ikke læse en linje mere, ligegyldigt om jeg var færdig med pensum eller ej, til gengæld kunne jeg læse op til 60-70 sider om dagen.

• Jeg satte mig ind på læsesalen.
• læste 2-3 afsnit
• gik ud på toilettet og lavede nogle armbjninger
• læste 2-3 afsnit
• gik ned i slikaftomaten
• læste 2-3 afsnit
• gik på toilettet
• læste 2-3 afsnit
• gik ud og trak lidt luft
• læste 1-2 afsnit
• gik ned til kaffeaftomaten
• læste 1 afsnit
• tegnede nogle kruseduller
• gik på toilettet
• prøvede at læse
• tog en tidlig frokost
• osv

Og dette var altså en dag hvor min koncentration virkede på højtryk.

For to år siden startede jeg så på Ritalin, og det var som et mirakel. Pludselig oplevede jeg verden på en helt ny måde. Jeg kunne tænke i HELE sætninger. Jeg havde aldrig tænkt over det, men altid havde jeg tænkt i brudstykker og fornemmelser der hulter til bulter for gennem hovedet på mig, og ud af dette kaos måtte jeg så skabe en helhed. Det var da for det meste gået udmærket, men at tænke i hele sætninger var så smukt og enkelt, at jeg havde lyst til at græde. Pludselig var der ikke længere behov (ikke lyst men behov) for chokolade. Pludselig følte jeg mig mere som et helt menneske. Det var min psykolog der overtalte min psykiater til at starte mig op på Ritalin, men selv hun var forbavset over den ændring der skete med mig, nærmest fra den ene dag til den anden.

Det viste sig, at jeg kun kan tåle begrænsede mængder af Ritalin, ellers bliver jeg deprimeret, så vi prøvede med et lidt andet præparat, Stratera, men det hjalp overhovedet ikke i samme grad, så jeg begyndte på Concerta der er stort set det samme som Ritalin. Jeg kan kun tåle en lille dosis, 36 mg om dagen, men det er bedre end ingenting.