Så meget fylder mit hebraisk, når jeg virkelig går til den, og nogle af bøgerne er der endda kun taget kopier af. Jeg kan dog også klare mig med mindre (4-5 bøger). normalt er mit stuebord pænt og ryddeligt, men på det sidste har jeg prøvet på (håbet på) at kunne lave lidt hebraisk hver dag, og så kan det jo ikke lige betale sig at pakke ud og pakke ned hele tiden.
Mit liv har været lidt kaotisk på det sidste, jeg har ikke rigtig kunnet finde hoved og hale på det hele, men på hebraisk er alting reglementeret og 'simpelt', jeg er det implicitte subjekt i mine handlinger. Det betyder at der ikke er noget subjekt, kun en handling, men handlingen fortæller om subjektet. I kraft af min handling, kan jeg glemme mig selv.
Jeg sidder og oversætter Amos' bog, den ældste af alle profeterne, og jeg lærer en række synonymer af at ødelægge, og tekstens voldsomhed beroliger mine nerver, for et ulydigt folk er sjovere at læse om end et pænt folk.
Jeg ville gerne sige, at jeg gør dette, fordi jeg er en nørd, og det gør jeg også, men vigtigere endnu, så giver det mig et mål med mine dage. Det gælder om at nå så meget som muligt, inden min ferie slutter (om 23 dage). Jeg er en tredjedel inde i teksten, men over halvvejs i ferien, men på den anden side, så var der to ugers juleferie, hvor jeg ikke rigtigt fik lavet noget, men så igen, da jeg startede ferien, da lavede jeg seks sætninger om dagen, nu laver jeg 3-4. Kan jeg nå det? Næppe. Vil jeg prøve at nå det? Ideelt set ja, men realistisk set så vil jeg nok bare arbejde videre stille og roligt. Vil jeg bleve skuffet, hvis jeg ikke når det? Ja, og det er ligegyldigt hvor urealistisk det er, men jeg vil forhåbentlig ikke tage det alt for tungt.
Jeg ved ikke hvad jeg prøver at opnå. Når man starter på universitetet, er et af de største kulturchok man får, at man ikke skal forvente ros fra lærerens side. I teorien går de ud fra at man er dygtig, yder sit bedste og tager tingene alvorligt, men langt hen af vejen er det nok resignation eller det faktum, at lærerne dårlig nok eller slet ikke kender eleverne. Min hebraisklærer kan dog i det mindste vores navne, og han kender mig lidt, da han har haft mig før for fem år siden, og da jeg virkelig gør en stor indsats for at være dygtig og gøre opmærksom på mig selv, så har jeg ved tre eller fire lejligheder fået hvad der kunne minde lidt om ros, og det gør mig stolt, og jeg tørster efter mere, men jeg er klog nok til ikke at forvente det.
Mine små oversættelser her redder ikke verden, jeg kommer ikke tættere på nogen endegyldig sandhed, det er bar noget jeg gør, noget jeg hygger mig med, noget der giver mine dage en form for struktur, og jeg har brug for struktur, især når det hele er kaos inde i mig.
1 kommentar:
Send en kommentar