når det sociale kredser om mad

Jeg snakker altid om, at så gør pædagogerne ditten, eller jeg sidder i fællesstuen datten, og det kan godt være svært at forestille sig, hvad det egentlig er jeg mener, hvis man da ikke har set det, så derfor inviterede jeg nogle af mine studiekammerater på frokost og rundvisning i går. På grund af ferie og eksaminer er det over en måned siden jeg inviterede dem, og det var lang nok tid til at give mig en masse nerver på, for jeg ville gerne have det så perfekt som muligt, så at de også ville kunne lide mig til næste semester. Det er en tanke der selvfølgelig ikke har ret meget med dem at gøre, den bunder bare i min egen usikkerhed, men det gjorde ikke den nervøse følelse mindre ægte. Pigerne kom og fyldte huset og min lejlighed med snak og latter. Jeg havde inviteret en del, men de kom tre, hvilket var fint, for jeg har kun fire spisebordsstole, og det er stadig det største antal mennesker jeg har haft på besøg samlet.

Jeg havde bagt to slags boller, rodfrugter (lyserøde) og spinat (grønne), jeg havde købt to slags ost, kødpålæg og pålægschokolade, jeg havde lagt vand på køl og jeg havde købt blomster og matchende servietter. Det eneste jeg ikke havde var mælk til kaffen, men det kunne jeg heldigvis hente nede i fælleskøkkenet. Som spiseforstyrret beklager jeg mig tit over, at så meget socialt kredser om mad, for det er jo lige nettop maden der er svær for os, og når man skal kæmpe med den, så kan det samtidig være svært at koncentrere sig om det sociale. De sidste tre år har jeg boet langt væk fra Aarhus, hvor hovedparten af mine veninder er, og jeg har fået et liv, hvor ikke nok af det sociale kredser om mad. Hvor hyggeligt det end er at mødes på en café til en kop kaffe, så er det bare ikke det samme, som når man sidder om et veldækket bord. Samtalen går ligesom bare lidt mere flydende og mere afslappet. Et eller andet sted er det meget intimiderende at lade andre se en spise, derfor er det også en tillidserklæring, og det giver et bånd som man så kan bygge et forhold på, ikke forhold so et romantisk forhold, men bare et forhold mellem to eller flere mennesker.

Det var en meget hyggelig dag, og de var her i tre timer. Normalt kan jeg klarer en time, max to, men fordelen ved at være så mange var, at jeg ikke behøves at være i fokus hele tiden. Nogle gange var det i orden bare at trække mig lidt tilbage og lade dem om at snakke. Det betød, at jeg fik meget at vide om hvem på studiet der har været sammen med hvem og hvor mange, skønt jeg ikke havde det fjerneste ide om hvem de omtalte personer var, men det var nu egentlig også lidt hyggeligt (og en anelse chokerende). Jeg kom til at påpege, at jeg ikke kendte de omtalte personer, og jeg tror nok, at mine veninder tolkede det som om jeg følte mig udenfor, men som sagt var det godt at føle mig udenfor noget af tiden, for ellers var jeg brudt grædende sammen ar bare træthed.

Der skete en helt masse ting i går, og det var ikke kun veninderne, og til sidst var jeg så træt, at jeg kiggede ud af vinduet og undrede mig over, at der lå et tykt lag sne.