fredag den 11. januar 2013

Om at være et sagsnummer

Det er nu over 5 år, at jeg har levet sådan her, som en lille brik i det store Systemet, som patient, som bruger, som beboer. Min lillesøster var engang med til et møde på den psykiatriske afdeling jeg var på, og det påvirkede hende meget, at de snakkede om mig som et sagsnummer, og ikke som hendes søster, personen. Jeg holdt om hende og ville meget gerne trøste, men jeg forstod ikke helt problemet, for jeg er jo et sagsnummer, det var sådan jeg også følte om mig selv. Der er nu gået mange år siden, og jeg skal nu træde ud i den virkelig verden og genopdage hvordan man er et rigtigt menneske.

De jeg var hjemme ved min far i julen skulle jeg finde mig ind i rollen som mere end bare hende den syge. Det handlede ikke så meget om hvordan min familie så mig, som om hvordan jeg så mig selv. Det var ikke et spørgsmål om hvordan de tilpassede sig mig og mine behov, det var om hvordan vi tilpassede os hinanden, og det var hyggeligt og værdigt, men det tog også voldsomt på mine kræfter.

Lige i disse dage hvor jeg ikke kommer ret meget ud, så går mit sagsnummer mig meget på, for selvom det er trygt når man har det skidt, så bliver det besnærende når man får det lidt bedre, og jeg føler mig fanget og ikke-menneskelig. Jeg kan have dage hvor jeg føler mig så lidt som et menneske, at jeg bliver helt sur over at have almindelige menneskelige behov som mad søvn og nærvær, men jeg er menneske, og jeg har behov.

Lige nu har jeg behov for mennesker der har lyst til at vare sammen med mig, fordi jeg er mig, og som ikke evigt og altid må stoppe den gode samtale, for nu er kl xx og så skal de videre i programmet. Jeg fandt en sådan person, men da det gik op for mig, at han faktisk var interesseret i mig og det ikke bare var for sjov, da gik jeg helt i panik og afviste ham på det kraftigste, for tanken om at blive menneske igen var for stor og overvældende. Nu savner jeg ham, for han var faktisk en flink fyr, og jeg skrev og spurgte om jeg kunne få en chance til, men jeg har ikke hørt noget endnu, og så gør jeg det nok heller ikke.

Tanken om at blive menneske igen kan virkelig være helt uhyggelig, for jeg har glemt hvordan man gør, men det er også nødvendigt. I tirsdags var jeg virkelig deprimeret og havde virkelig brug for min kontaktpædagog der var i huset, men som ikke havde tid til mig. Jeg holdt sammen på mig selv ved at tænke "hun kommer torsdag, hun kommer torsdag..." og selvom jeg havde andre gode snakke med andre pædagoger, så var det ikke det samme, og jeg sagde flere gange, at jeg meget gerne ville have en samtale med min kp torsdag. I går var det torsdag, men der var ikke sat tid af til mig, ikke sådan rigtigt, kun "så har jeg lige lidt tid mellem...", men jeg havde brug for mere end bare lige at blive proppet ind, jeg havde brug for at være en del af planlægningen, jeg havde brug for at få ordentlig tid, for at få talt det hele igennem.

Jeg var vred, ked af det, skuffet og såret over, at jeg ikke var på programmet, og alt sammen bare fordi min kp ikke havde kunnet komme til en computer. Jeg blev nødt til at kræve min ret til en samtale, og jeg følte at hun måtte hade mig for at spolere deres planlægning, men jeg gav helvede i, at det skulle være hende der satte filmen på til filmklup. Jeg følte mig dum og irriterende, også selvom hun sagde det modsatte.

Jeg fik min snak efter aftensmad, og til den tid havde min kp været inde og læse på computeren hvordan det var gået, og hun forstod godt, at jeg følte mig overset.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

smiler :-) det er som om at når man har fået et sagsnummer, bliver man automatisk degraderet til at være bruger..jeg betragter mig selv som borger, uanset hvad sagsnummeret siger ;-)

Unknown sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.