Som nogle af jer måske fæstnede sig ved, så skrev jeg i går om min måske-kæreste, nu er det så måske lidt mere officielt. Det hele er meget nyt, og jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. På grund af min aspergers ved jeg ikke helt om jeg forelsker mig lige som andre mennesker, for det med kærligheden kommer i takt med, at jeg vænner mig til at have ham i mit liv, og jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg vil gerne vænne mig til ham. Jeg vil gerne vænne mig til at være tæt på et andet menneske, både fysisk og mentalt, jeg vil gerne vænne mig til at dele og tage imod og jeg vil gerne vænne mig til at forpligte mig over for et andet menneske.
Nogle ting har jeg allerede vænnet mig til, og jeg begynder faktisk at synes at det er rart at være sammen i mange timer. Når jeg er sammen med veninder, så holder jeg normalt 1-2 timer, nogle enkelte gange 3, men i går var jeg sammen med min kæreste i 5 timer, og bagefter var jeg ikke mere end almindeligt træt. At være sammen i mange timer, betyder også, at jeg skal finde mange timer i min kalender. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne finde dem, men jeg er bare ikke sådan vildt god til set der med ændringer, så jeg er nervøs for, hvordan min hverdag kommer til at se ud.
Da jeg kom hjem i går var alle pædagogerne meget nysgerrige og helt oppe og køre. En af mine kontaktpædagoger, den yngste af dem, fik det at vide som den aller første overhovedet, og hun var så spændt på mine vegne, at jeg gav hende lov til at fortælle det videre til overlap, der var de pædagoger der er ved at få fri fortæller praktiske informationer videre til dem der lige er mødt ind. Det gjorde mig ikke noget, at det ikke var mig selv der brød nyheden, jeg skulle jo selv bruge så mange kræfter på ikke at fnise og blive rød i hovedet.
Senere på dagen skulle jeg have en mere alvorlig samtale med en af mine andre kontaktpædagoger om beskyttelse, og jo, det var faktisk en lille smule pinligt, ikke på den akavede måde, men en mere sådan "du godeste"-agtig måde. Nogle gange kunne jeg godt komme til at tænke, at jeg altså var for gammel til denne her snak, hvilket er noget vrøvl, da jeg er i den fødedygtige alder, og det er efterhånden mange år siden jeg har haft seksualundervisning, jeg tror måske jeg var 16 eller 17, og i dag er jeg næsten 28.
Jeg er myndig, så der er ikke nogen der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, men min kontaktpædagog ville gerne have, at jeg i det mindste overvejede p-piller, men før jeg overhovedet vil diskutere det ville jeg lige slå op hvordan den slags egentlig virker, hvilket jeg har lært engang men glemt alt om. For mig begynder livet ved befrugtningen, og fra det øjeblik er det et barn, hvilket jeg fra starten fortalte min kæreste, så han ved, at hvis uheldet er ude, så er der ikke noget at diskutere.
Første gang jeg skulle til en undelivsundersøgelse ville gynækologen have at jeg begyndte på p-piller, ikke fordi jeg havde sex, men fordi hun mente, at det ville hjælpe mod uren hud. Det ville jeg ikke, men hun respekterede ikke mit valg, så da vi sagde farvel, sendte hun mig over for at få taget en blodprøve, og så sagde hun grav alvorligt "og så ringer du til lægen og aftaler en tid til at få sat en p-ring op". Jeg gad ikke diskutere mere med hende, så jeg sagde bare farvel, og så skete der ikke mere i den sag
4 kommentarer:
Hhvordan ville der se ud hvis du blev gravid ville du få lov til ar beholde barnet og føler du at du ville kunne klare det ? Jeg er selv mor til en datter med autisme, så tænker jo i forvejen over hvad der vil ske hvis hun en dag blev gravid.jeg ved ikke om jeg ville kunne få liv at få barnet pga jeg har adhd. Er meget velfundernede.( og kan sjovt nok ik få noget hjælp til mine børn ) systemet er ironisk. min mail er tanele@live.dk kh Tanja
Som tingene ser ud lige nu, ønsker jeg helt bestemt ikke at blive gravid, for jeg har været så syg i så mange år, og jeg er først nu begyndt at få det godt og få plads til mig selv i mit eget liv, men hvis jeg blev gravid, så ville jeg vokse med opgaverne. Jeg er meget velfungerende og omsorgsfuld, og jeg er sikker på at jeg ville elske mit barn meget højt selvom det ikke lige var planlagt. Om kommunen ville stole på mine forældre egenskaber er straks en anden ting, som jeg ikke umiddelbart kan svare på. Hvilket slags barn det vil blive er nok det store spørgsmål. Jeg tager temmelig meget medicin, og selvom jeg ville stoppe hvis jeg blev gravid, ville der jo alligevel gå lidt tid før jeg overhovedet opdagede det.
Hej!
Tak fordi du deler din historie! :)
Du er så sej synes jeg!
Jeg vil gerne advare dig mod p-piller, jeg tog dem igennem 3 år, og da jeg skulle stoppe var det et rent bivirknings helvede at stoppe med...
Set i begspejlet kan jeg se at det ændrede ved min mentale tilstand, at jeg ændrede mig og blev mere irritabel og humørsvingnings agtig... Der er jo alternativer, som kondom eller kobberspiral... Det overvejer jeg selv at få... :) Kh M
Send en kommentar