Om en kæreste

Som nogle af jer måske fæstnede sig ved, så skrev jeg i går om min måske-kæreste, nu er det så måske lidt mere officielt. Det hele er meget nyt, og jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. På grund af min aspergers ved jeg ikke helt om jeg forelsker mig lige som andre mennesker, for det med kærligheden kommer i takt med, at jeg vænner mig til at have ham i mit liv, og jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg vil gerne vænne mig til ham. Jeg vil gerne vænne mig til at være tæt på et andet menneske, både fysisk og mentalt, jeg vil gerne vænne mig til at dele og tage imod og jeg vil gerne vænne mig til at forpligte mig over for et andet menneske.

Nogle ting har jeg allerede vænnet mig til, og jeg begynder faktisk at synes at det er rart at være sammen i mange timer. Når jeg er sammen med veninder, så holder jeg normalt 1-2 timer, nogle enkelte gange 3, men i går var jeg sammen med min kæreste i 5 timer, og bagefter var jeg ikke mere end almindeligt træt. At være sammen i mange timer, betyder også, at jeg skal finde mange timer i min kalender. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne finde dem, men jeg er bare ikke sådan vildt god til set der med ændringer, så jeg er nervøs for, hvordan min hverdag kommer til at se ud.

Da jeg kom hjem i går var alle pædagogerne meget nysgerrige og helt oppe og køre. En af mine kontaktpædagoger, den yngste af dem, fik det at vide som den aller første overhovedet, og hun var så spændt på mine vegne, at jeg gav hende lov til at fortælle det videre til overlap, der var de pædagoger der er ved at få fri fortæller praktiske informationer videre til dem der lige er mødt ind. Det gjorde mig ikke noget, at det ikke var mig selv der brød nyheden, jeg skulle jo selv bruge så mange kræfter på ikke at fnise og blive rød i hovedet.

Senere på dagen skulle jeg have en mere alvorlig samtale med en af mine andre kontaktpædagoger om beskyttelse, og jo, det var faktisk en lille smule pinligt, ikke på den akavede måde, men en mere sådan "du godeste"-agtig måde. Nogle gange kunne jeg godt komme til at tænke, at jeg altså var for gammel til denne her snak, hvilket er noget vrøvl, da jeg er i den fødedygtige alder, og det er efterhånden mange år siden jeg har haft seksualundervisning, jeg tror måske jeg var 16 eller 17, og i dag er jeg næsten 28.

Jeg er myndig, så der er ikke nogen der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, men min kontaktpædagog ville gerne have, at jeg i det mindste overvejede p-piller, men før jeg overhovedet vil diskutere det ville jeg lige slå op hvordan den slags egentlig virker, hvilket jeg har lært engang men glemt alt om. For mig begynder livet ved befrugtningen, og fra det øjeblik er det et barn, hvilket jeg fra starten fortalte min kæreste, så han ved, at hvis uheldet er ude, så er der ikke noget at diskutere.

Første gang jeg skulle til en undelivsundersøgelse ville gynækologen have at jeg begyndte på p-piller, ikke fordi jeg havde sex, men fordi hun mente, at det ville hjælpe mod uren hud. Det ville jeg ikke, men hun respekterede ikke mit valg, så da vi sagde farvel, sendte hun mig over for at få taget en blodprøve, og så sagde hun grav alvorligt "og så ringer du til lægen og aftaler en tid til at få sat en p-ring op". Jeg gad ikke diskutere mere med hende, så jeg sagde bare farvel, og så skete der ikke mere i den sag