Forleden var jeg til forundersøgelse på kæbekirurgisk afdeling. Jeg havde troet at jeg bare skulle ind og have en beskrivelse af operationen, få foretaget nogle test, og så få en ny tid, men sådan foregik det slet ikke, for det var slet ikke givet på forhånd, at jeg skulle have operationen, det var noget jeg selv skulle beslutte mig for. Jeg tror at jeg har set for mange lægeserier på TV, for der har lægerne altid en stærk mening om den sag, som de så overtaler patienterne til, men tandlægen her var fuldstændig stone face, valget var op til mig, hvilket fik mig til at gå helt i panik, for jeg er ikke god til det med valg.
Når nu jeg skal træffe et valg, så ville jeg gerne gøre det på kvalificeret vis, men da lægen fortalte mig argumenterne for og imod, kunne jeg ikke visualisere dem, og de gav derfor ingen mening inde i mit hoved, og når noget ikke, så kan man ikke træffe et kvalificeret valg. Jeg tror nok at jeg skiftevis så bedende på tandlægen og på den pædagog der var med mig. Jeg er rimelig intelligent, og jeg er ikke vant til ikke at forstå hvad der bliver sagt, så jeg tog hele sagen meget personligt. Heldigvis for mig, kunne pædagogen stille nogle rigtig gode spørgsmål, og det hjalp mig godt på vej.
En gang slap tandlægen dog facaden og gav sin egen mening til kende, og det var da han sagde, at jeg måske slet ikke ville kunne klare en så stor operation rent psykisk. Han så på mine papirer og så alle mine indlæggelser på psykiatriske hospitaler, og han så en svag person. På nogle punkter er jeg måske svag, men på andre punkter er jeg stærk, men det kan han jo som sådan ikke vide så meget om ud fra fire linjer på et stykke papir. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt fornærmet, for hans vurdering handlede ikke om hvorvidt jeg ville få færre spændinger i kæbe og hoved ved at få en operation, eller om defekten var stor nok til at kunne forsvare sig at gå med bøjle, blive opereret, og så gå med bøjle igen, men handlede om hans idéer om psykisk sygdom. Det var dog ikke sådan, at han sagde, at jeg ikke kunne få operationen. Så vidt jeg forstod var det faktisk et spørgsmål om han troede, at jeg kunne børste tænder godt nok, og om jeg havde viljestyrke til at klare et toårigt forløb. Kan psykisk syge ikke have god viljestyrke og tandhygiejne? Især den sidste er ikke noget jeg har hørt før. Dog kan jeg ikke helt udelukke, at min egen tandlæge har skrevet et eller andet til ham, som jeg ikke ved noget om.
Jeg er dog ikke kommet nærmere at træffe et valg, og jeg bruger nok ikke så meget energi på det, som jeg burde, men der er den mellemløsning, at jeg får en bideskinde, og det er nok det valg jeg ender med at træffe, for måske tandlægen har ret i, at jeg ikke har nok viljestyrke.
1 kommentar:
Send en kommentar