Om at komme ud med det

Jeg læser på universitetet med nogle virkelig skønne mennesker. Vi har læst sammen i et år, men jeg har egentlig ikke snakket ret meget om min sygdom, og det har været helt bevidst, ikke fordi de ikke må høre min historie, men fordi det var mit første rigtige møde med den virkelige verden, og jeg ønskede at være mere og bedre end bare hende den syge. Desuden har jeg vænnet mig så meget til at fortælle min historie i sygdomsregi, til pædagoger, psykologer og andre syge, som jo er vant til den slags, at jeg lidt har mistet fornemmelsen for hvor slemt det må lyde for udenforstående, og jeg har ikke lyst til at virke for overvældende, for i mine halvgamle øjne er de jo så forfærdelig unge.

I går havde jeg en kaffeaftale med den ene af dem. Vi skulle alle fire have været der, det blev for svært at finde et tidspunkt hvor vi alle kunne, så det var altså kun os to, hvilket jeg var glad for, ikke fordi jeg ikke gad se de andre, for det ville jeg meget gerne, men fordi det er lettere for mig at sidde en til en end i en gruppe.

Jeg havde delvist taget beslutningen, at jeg ville prøve at fortælle min historie. I løbet af det sidste år har jeg jo flere gange henvist til min historie, sådan som man nu engang gør, når man bare sidder og snakker, for vi har jo alle en historie, så de må jo have en eller anden idé om, at der er sket voldsomme ting for mig, men jeg tror, at det kan være svært at forestille sig psykiatrien, hvis man ikke har oplevet den, og hvad man ikke kan forestille sig må enten virke ligegyldige eller skræmmende, sådan er det i hvert fald for mig.

Efter et år kender de mig også lidt, de ved at jeg er sød og sjov (og nørdet), og jeg frygter ikke længer at blive stemplet, for jeg kender også dem lidt, og jeg ved, at det ville de ikke kunne finde på. Så jeg fortalte hende noget mere af min historie. Og hun reagerede præcis sådan, som jeg gerne ville have hende til at reagere, medfølende, men stadigvæk udenforstående, for jeg har rigelig med folk der er eksperter i psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, jeg har brug for folk der er eksperter i at være 'normale', for fremover er det på den normale scene jeg skal begå mig.

Hun spurgte om jeg ikke er bange for, om jeg nu virkelig er klar til at flytte hjemmefra. Endnu er det så langt ude i fremtiden, at jeg ikke tænker vildt meget over det, men selvfølgelig er jeg det. Jeg er rædselsslagen for at få et tilbagefald, eller for ikke at kunne få den rigtige hjælp. Mest tror jeg dog bare, at det er frygten for forandring, for det er altid skræmmende at starte en ny epoke i sit liv, det ved jeg, for det er tredje gang i mit liv at jeg flytter hjemmefra. Første gang flyttede jeg fra mine forældre til Aarhus for at studere, anden gang flyttede jeg fra nærmest konstante indlæggelser på psyk til min egen lejlighed og meget alenetid på et bosted i Randers, og så nu her hvor jeg skal ud og have mit eget sted, mit helt eget.

Så jo, jeg er skræmt, men jeg har et indre behov for hele tiden at bevæge mig fremad, jeg har et behov for hele tiden at være det det bedste jeg kan være. Er der fare for at jeg presser mig selv for langt? Ja, absolut, men der er også fare for, at jeg går i stå hvis jeg bliver hvor jeg er. 

Jeg vil lige slutte af med en historie der forbløffede og forargede min klassekammerat. Jeg havde engang været indlagt på psykiatrisk skadestue, men der var ikke plads til at jeg kunne komme på en afdeling. Jeg skulle udskrives uden lægesamtale for der var ikke nogen der havde tid, men en rigtig sød sygeplejerske ville alligevel lige tale med mig om, hvad der skulle ske når jeg kom hjem. Jeg ved ikke om det var fordi vi kendte hinanden lidt eller godt kunne blive lidt fjollede, eller om hun mente det seriøst, men jeg blev i hvert fald udskrevet, hvis jeg lovede at gå hjem og bage pandekager. Jeg endte med ikke at bage pandekager, men vores snak hjalp alligevel lidt, for jeg ønskede så brændende ikke at skuffe hende.