Mig, journalisten og ham der Jante

I går havde lederen af mit nye bosted inviteret mig med til et interview med en radio journalist der gerne ville høre lidt om hvordan det er at have aspergers syndrom.

Jeg har aldrig før talt med en journalist (ud over dem jeg har boet på kollegie med) og det var en virkelig spændende oplevelse, men det var også lidt underligt pludselig at skulle tale på 'mit folks' vegne. Jeg er helt vildt bange for at nogen hører det og siger det er da bare overhovedet ikke rigtigt det der, sikke en fusker.

Måske jeg ikke er vant til at tale med journalister, men i grunden er det ikke meget anderledes end mange af de andre samtaler jeg har været med til i tidens løb, emnet er nemlig altid det samme, mig, og jeg er efterhånden blevet ret så god til at tale om mig selv, en vaske ægte lille ego-tripper/linselus.

Vi snakkede om rigtig mange og spændende ting, men jeg er næsten sikker på, at det er de i mine øjne kedelige emner der bliver taget med i programmet. Gider folk virkelig høre om det kaos der opstår, hvis fakta en dag ikke har gulerødder? Eller om, at jeg først lærte at vaske hår som 12-årig fordi jeg havde behov for at lære det på en anden måde end de andre børn? Journalisten sagde det var spændende, og hun ved vel hvad hun taler om.

Selv fandt jeg vores diskussion om Janteloven langt mere interessant.

Det er obligatorisk at hade Jante-loven, men det gør jeg ikke, nærmest tværtimod.

Da jeg var barn vidste jeg godt at der fandtes en masse uskrevne regler for hvordan man skulle opføre sig, men på grund af mit handicap, havde jeg meget svært ved at fange hvad disse regler gik ud på, og det plagede mig, for jeg ville gerne være sådan en af dem, som folk kan lide.

Pludselig en dag i 5. klasse fik jeg en åbenbaring, i vores læsebog stod der lige pludselig en samling af disse regler, og for en sjælden gangs skyld læste jeg lektier, og jeg læste det en da flere gange, og jeg arbejdede intenst på at leve op til disse regler, og det hjalp mig til at blive en charmerende ung dame.

Jeg lærte, at jeg skulle holde min kæft, for bare fordi jeg har lyst til at snakke om noget, betyder ikke at andre også vil. Andre mennesker samtaleemner er mere værdige end mine egne, så lyt, snak med og bak op, så kan vi altid snakke om mine emner senere.

Selvfølgelig kunne jeg ikke altid leve op til disse regler, men jeg prøvede.

Ja, i dag står jeg så med konsekvenserne. Pædagogerne prøver febrilsk at lære mig, at jeg også har ret til at være her, men jeg kan ikke, vil ikke, må ikke tro på det, for så ved jeg ikke hvilke regler jeg så skal leve efter.

Lad være med at fristes til at nævne den positive Jante-lov over for mig. Jeg har læst den og synes den er kvalmende. Jeg har ikke lyst til at være sådan en person som at den beskriver. Jeg siger ikke, at den er forkert, jeg siger bare at den er for sukkersød og coachagtig.

Du skal vide, vi andre regner med dig
Du må indse, at mindst 4-5 mennesker - dine nærmeste - er helt afhængige af dig
Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig, som vi har brug for
Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af
Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket
Du skal vide, at du hører sammen med os
Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig
Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængige af din indsats
Vi - du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab

------

Jeg har ikke det helt store behov for at høre min egen stemme, og høre hvor pinlig jeg var, så jeg spurgte slet ikke hvornår det blev sendt, men en gang på fredag på P4 i jeg kan ikke en gang huske om det er midt- eller vestjylland, sorry.