Sig nærmer tiden da jeg må bort

Sig nærmer tiden da jeg må bort,
jeg hører vinterens stemme.

Sådan siger sangen, eller i hvert fald noget i den retning. Jeg kunne slå det op, men nu har jeg noget at gruble over hele dagen, og det er rart at have noget til at lede mine tanker væk fra flytningen.

I går var der præcis en uge til at jeg skulle flytte, og jeg havde den sidste ugesamtale med min kontaktpædagog. Hele morgenen havde jeg knoklet for at få hendes billede færdig. Jeg giver altid billeder til mine kontaktpersoner rundt omkring, når jeg siger farvel, for jeg vil så gerne sætte et aftryk, jeg vil have at de husker mig.

Det er svært at give et billede. Det er ikke svært at skille mig af med dem, men det er svært at tro, at nogen kunne blive glad for en hjemmelavet gave. De siger altid at de er glade, men kan jeg virkelig tro på dem? Jeg tror det nok. Det er bare mit selvværd der ikke er så godt som det kunne være.

Fordi billedet var så stort ville min kp gerne købe det af mig, men hvad tager man for et billede? Jeg prøvede at undersøge hvad andre amatørkunstnere tager for deres billeder, og jeg var chokeret. Så meget kunne jeg aldrig finde på at tage for et billede, de burde skamme sig. Jeg fandt en pris jeg, selvom den var lidt pebret, godt kunne acceptere, og så gav jeg hende en gedign rabat, det var jo samtidig en gave. Jeg forstår ikke det med at skulle betale for en gave, men hende om det.

Men kan jeg overhovedet kalde mig kunstner? En gang stod jeg ved et busstoppested sammen med en veninde, da en fulderik, og en grimt lugtende en af slagsen, kom hen til os og spurgte om vi var kunstnere. Min veninde sagde ja, jeg sagde nej. Jeg sagde at jeg malede, men at jeg ikke er kunstner. Han gav mig et langt lidt usammenhængende foredrag om, at jeg ikke skulle sælge mig selv for billigt. Men jeg holdt ved mit, jeg maler, men jeg er ikke kunstner.

Jeg maler fordi jeg kan lide det, jeg kan lide at arbejde med figurer og farver, jeg kan lide at koncentrere mig, jeg kan lide at mine værker bliver beundret, men jeg prøver ikke at fortælle noget med mine billeder, jeg har ikke en ideologi eller et budskab, jeg maler bare.

Nu er mit/hendes billede væk. I 1½ år stod det og fyldte en stor bid af min væg, for det er et stort billede. I mange mange timer sad jeg på gulvet og blandede farver. Men nu er det væk, og på en måde kan man sige det samme om mig.

Jeg føler ikke længere at jeg bor her. Hver dag går jeg rundt i fremmede stuer og bruger ting der ikke er mine. Det er en ubehagelig følelse, og selvom pædagogerne gerne vil hjælpe, så er der ikke noget de kan gøre, jeg må bare vente og holde ud.

Jeg flytter snart, men der er uendeligt langt til på onsdag, der er lige rundt om hjørnet og en evighed. De tror at det er værre for mig at flytte end for andre, og ja, jeg har det værre med ændringer en de fleste, men på mange måder er det også nemmere, for pædagogerne sørger for at alle tingene kører, der er intet jeg skal bekymre mig om, og alligevel bekymrer jeg mig.

Nu mangler jeg bare at sige farvel og beslutte hvem der skal have billeder (jeg har en hel æske med små billeder, og dem kan jeg umuligt tage penge for).