En lille indrømmelse

Jeg må trække nogle af mine grimme ord om sport i mig igen, for jeg var til fodbold i går, og det var faktisk lidt sjovt.

Ting er først rigtigt sjove når man er god til det, og jeg er vandt til at være god til de ting jeg gør, men jeg er ikke god til fodbold. Træneren roste mig godt nok en hel del, men jeg ved at jeg kunne være meget bedre hvis jeg turde give slip, men det gør jeg ikke, for jeg er rædselsslagen for at gøre mig til grin. Jeg vil hellere være cool og dårlig end god og kikset og det er bare for folkeskoleagtigt.

Jeg tør ikke løbe efter bolden, for når jeg når derover så er den sikkert væk igen, og så står jeg tilbage og ligner et fjols. Når jeg ser på de store drenge der så let som ingenting dribler bolten ned af banen, og so, hvis man løber efter dem, skyder bolden videre lige for næsen af en, som i den hånlige leg smørhul.

Jeg tør ikke løbe efter bolden, for smørhul er altid den der bliver drillet i skolen, eller rettere, så bliver man smørhul fordi man bliver drillet. Drengene til fodbold kender mig ikke, de kan ikke en gang mit navn, så de er ikke ude på at drille mig, de er der bare for at spille fodbold, og jeg forsøger ikke at anklage dem. Det er nok bare mig der er blevet lettere traumatiseret efter min tid i folkeskolen.

Jeg husker stadig pigerne i klassen, hvordan de, da vi nåede en hvis alder, stoppede med at gøre sig umage med sport. Jeg husker hvordan de skød brystet frem, viftede med hænderne og i det hele taget var bange for at svede. Det var direkte usejt at gå efter bolden. Jeg kan huske hvor tåbeligt det så ud, men nu griber jeg så mig selv i at gøre præcis det samme.

Der ud over er jeg bare ikke ret god til det der sport, hvilket er en af grundende til at jeg ikke kan lide det, for jeg kan godt lide at være god til noget. Min far har allerede været i gang med at undskylde, at han ikke har haft gode sportsgener at give videre. Jeg holder rigtig meget af min far, men lige nu kunne jeg godt have tænkt mig, at han var en af den slags fædre der sparkede rundt med en bold sammen med min søster og mig.

Mange ting kan man lære. Man kan lære teknik, taktik og udråb, men jeg mangler en grundlæggende fornemmelse for bolden, og jeg er i tvivl om, om man bare lige kan lære det. I min optik er en bold noget man skal komme af vejen for, ikke i vejen for.