dårligere til fodbold end en mongol

Jeg havde været ude og investere i nyt tøj, for det vigtigste er jo at se godt ud på banen. Nej, det mener jeg jo ikke en gang selv, men jeg var så nervøs ved at skulle starte til handicapfodbold.

For en uge siden mødtes jeg med en anden aspergerpige her fra byen, og hun inviterede mig med til træning. Jeg sagde med det samme ja, ikke fordi jeg interesserer mig synderligt for fodbold, men fordi jeg altid har ønsket at komme i form, men ikke har selvdisciplinen til at klare det selv. Men jeg sagde også ja, fordi jeg på mit tidligere bosted savnede at have en omgangskreds i byen hvor jeg boede, og det ville jeg gerne gøre bedre her.

Jeg hader at gå i butikker, men alligevel dristede jeg mig ind i fire forskellige butikker for at finde det perfekte dres. Jeg fandt det ikke, men jeg fandt noget, som jeg i det mindste kunne vise mig i uden at rødme, sko, bukser, t-shirt, bluse og en lilla elastik til at have om hovedet (får selv referencebilleder til lilla bleer). Tøjet er måske ikke det aller vigtigste, men når man er så selvbevidst som jeg er, så spiller det en stor rolle. Jeg er i forvejen flov over mit udseende, så hvis jeg samtidig skulle være flov over tøjet, så ville jeg ende med at sidde på bænken og skamme mig for meget til overhovedet at spille med.

Opvarmningen gik godt, jeg var hurtig, fokuseret, og i forhold til, at jeg aldrig rigtigt har spillet fodbold, så ramte jeg målet temmelig godt. Min selvtillid fik dog lidt et knæk da vi skulle til at spille kamp. Som pige iblandt hovedsageligt stor udviklingshæmmede drenge, følte man sig lidt som et bump på banen, og meget af tiden galt det bare om at komme af vejen, for de vidste ikke hvornår man skulle sige stop, så i kampens hede var de nærmest farlige. Jeg skulle dog ikke være alt for bekymret, for bolden kom næsten aldrig min vej alligevel, hvilket på sin vis var godt, for så slap jeg for at gøre mig selv til grin, men så alligevel, jeg var jo kommet der for at spille fodbold, så ville jeg da også gerne have lov til at spille fodbold.

I ugen der er gået har jeg flere gange spekuleret på, om jeg virkelig hørte til på et handicaphold, ja, jeg er handicappet, men er jeg virkelig SÅ handicappet? Det var jeg så, for på banen var det bestemt ikke let at være autist, og jeg følte mig endnu mere autistisk end jeg plejer.

Der var en dreng på holdet med downs. Han var lille og rund, og ramte ikke bolden alt for godt, men når han fik bolden, var al hans opmærksomhed rettet mod den, og så gik den ellers derudad. Når jeg fik bolden, var jeg så forvirret over alt hvad der skete rundt omkring mig, at jeg først måtte standse bolden for at orientere mig, før jeg kunne gøre mig nogen forhåbninger om ikke at gøre mig selv til grin. Så det er med en hvis stolthed at jeg siger, at jeg er dårligere til fodbold end en mongol.