For længe længe siden, en gang i begyndelsen af sidste år, blev jeg kontaktet af en psykolog der ville oprette et botilbud for selvskadende piger med aspergers syndrom, det første af sin art i landet. Det blev efterfulgt af en hel serie af samtaler med den psykolog der skulle stå for stedet. Jeg skulle fortælle hvad det egentlig vil sige at være en af disse piger, hvordan tænker vi, hvad føler vi, hvordan skal man behandle os. Det var nogle meget store og generelle spørgsmål, som jeg ikke følte mig helt kvalificeret til at besvare, men jeg kunne i det mindste fortælle min historie.
Jeg fik løbende underretninger om hvordan det skred frem med dette bosted, og selvom jeg kun hørte til ude i periferien, så blev det alligevel mit hjertebarn, og jeg glædede mig ved tanken om, at disse piger kunne få den hjælp og støtte, som jeg havde været foruden (vil lige her indskyde at jeg både i psykiatrien og på mit sidste botilbud mødte mennesker med en stor hjertevarme der hjalp mig rigtig meget selvom de egentlig ikke var gearet til en som mig).
Pludselig var botilbudet for piger en realitet, det var ikke bare en ide, men en bygning med møbler og personale, og de første piger blev godkendt, og pludselig fandt jeg mig selv midt i blandt dem, selvom jeg vidst nok er en lille smule for gammel. Jeg fik at vide, at der godt nok kom til at bo to drenge, men det ville jeg ikke komme til at mærke noget til.
Så flyttede jeg ind, og det blev hurtigt klart, at den dreng der ind til videre er flyttet ind er lige så synlig i gadebilledet som pigerne, hvis ikke mere. Det tænkte jeg i første omgang ikke videre over, han er jo sød og rar og opfører sig pænt, så fred være med det.
I går fandt jeg så ud af, at det ikke længere er to drenge men derimod tre, det havde personalet bare lige glemt at fortælle mig. Om det i første omgang var overraskelsen der fik mig til at reagere, det skal jeg ikke kunne sige noget om, men jeg reagerede i hvert fald kraftigt og sad længe og græd og beklagede mig.
Jeg har ikke noget imod drenge, de kan være søde og sjove at snakke med, men mine illusioner brister. Inden for asperger miljøet har der i årtier mere eller mindre udelukkende været fokus på drengene, og al den hjælp en asperger kan blive tilbudt er tilrettelagt så det passer til drengene, og det gør at mange piger for det første ikke bliver diagnostiseret og for det andet ikke kan få kvalificeret hjælp.
Dette skulle være vores lille frirum, vores lille oase midt i en drengeverden, men lige så stille bliver det taget væk fra os. Jeg giver ikke drengene skylden, de trænger jo også bare til et sted at være, jeg er bare sur over at nogen inden for kommunen mener at det bør være her.
Pædagogerne siger at jeg ikke skal bekymre mig, at det stadig er forbeholdt piger, men det der forbeholdt mister sin betydning jo flere drenge her kommer. Jeg stoler ikke længere på dem, for det er jo i sidste ende ikke dem der vælger hvem der flytter ind. Jeg tror ikke længere på at dette er et behandlingstilbud for piger. Jeg tror at drengene lige så stille vil tage mere og mere af pædagogernes tid til der ikke længere er plads til os piger. Jeg tror ikke det er noget drengene gør med vilje, drenge har bare behov der er mere tydelige og mere håndgribelige, så det er naturligt, at pædagogerne tager sig af de ting først.
Mens jeg sidder og skriver dette kan jeg mærke tårerne stige op i øjnene på mig endnu en gang. Det er jo mit hjertebarn de tager fra mig og river i stumper og stykker.
Jeg har brug for en forklaring, jeg har brug for at der er en der ved hvad hun taler om der sætter sig ned med mig og forklarer mig helt præcis hvem de drenge er, hvorfor de har brug for at være her, hvorfor nogen har besluttet af de skal være her, og hvem det er der beslutter det. Jeg har brug for at vide det, så jeg har en chance for at forstå. Jeg har brug for at forstå for at jeg kan acceptere det. Jeg har brug for at acceptere det for at kunne finde ro.
Nu kommer tårerne og trangen til at skære, men jeg ved stadig ikke om det reelt er det med drengene der generer mig eller om det er overraskelsen over at pædagogerne endnu en gang glemte at fortælle mig om vigtige ændringer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar