For at sige det som det er, så har jeg i tidens løb nok udtalt mig en kende negativt om sport og motion. Jeg er ikke den store fan af nogen af delene, hverken som tilskuer eller som udøver, alligevel kan jeg nu blot iagttage hvordan jeg langsomt bliver suget ind i en verden af ømme lår, sure tæer og svedige armhuler, og jeg må indrømme at det ikke er helt så slemt som jeg havde frygtet.
Det siges, at man på grund ef endorfiner, dopaminer og seratoniner bliver lykkelig og afhængig af det dersens sport. På papiret lyder det meget fornuftigt, videnskaben er jo i orden, lægerne/forskerne ved jo hvad de taler om, men når så jeg står nede i fitnesscentret (jeg meldte mig ind i går) og jeg tvinger mig selv til at sætte det ene ben foran det andet, så tænker jeg mest 'hvor sygt er det her lige?'.
I sidste uge startede jeg så til fodbold, og i denne uge er det så fitnesscentret, det kunne i hvert fald godt på overfladen se ud som om jeg er hooked. Det ville være lidt af en overdrivelse, men jeg har accepteret udfordringen. Hvor hurtigt går det før jeg efter sigende er lykkelig? Kan denne dovne krop forvandles fra en opgivende sæk kartofler til wonderwoman inden jeg bliver utålmodig og dropper det hele.
Nede i centret stillede jeg mig op på et løbebånd og trykkede mere eller mindre tilfældigt på nogle knapper, og båndet begyndte at køre, langsomt, meget langsomt. Langsomt satte jeg tempoet i vejret, men ikke meget, for jeg har fået et død sygt træningsprogram jeg skal følge, og min kontaktpædagog så strengt på mig, og spurgte om jeg havde snydt.
Jeg gik 1 km, luntede 1 og gik ½. Den første kilometer var den længste og kedeligste i mit liv. Jeg havde rigtig god tid til at iagttage de andre løbere, mange af dem var decideret kvabsede, men alligevel løb de hurtigere, længere og i længere tid end mig. Det var helt usandsynligt pinligt, og jeg havde lyst til at sætte farten i vejret og råbe til dem alle sammen, 'se, jeg kan sagtens, det er bare den dumme plan der forhindrer mig i at gøre det', men jeg er en god pige, og jeg gør hvad der bliver sagt, næsten i hvert fald.
Da jeg var ved at være færdig med min km løb kunne jeg ikke nære mig, og jeg skruede op for farten. Det var faktisk rart at mærke musklerne arbejde, og blodet der pumper rundt i kroppen så det suser for ørerne, men det varede kun kort, så måtte jeg ned i gåtempo, så jeg kunne varme lidt af (i modsætning til at stoppe helt op og køle af, hvilket efter sigende skulle være meget usundt).
Jeg sugede til løb som en overdimensioneret Nilfisk, men den gamle mand til min venstre side kørte med klatten. med lange elegante skridt løb han i et højt tempo og op af bakke uden at være det mindste forpustet. Okay, når jeg siger gammel, så mente jeg ikke just 80, men over 65, det var han i hvert fald. Jeg kunne ikke lade være med at være en lille smule misundelig, for jeg er sikker på, at løb er meget sjovere, når man er så god.
Jeg selv følte mig som et præmieeksemplar på den sofa vælgende, slik spisende, fjernsyns gloende ungdom der ikke kunne løbe 1 m om det så var for at redde livet (modsiger lidt mig selv, for har jo lige sagt at jeg luntede 1 km, men jeg tillader mig visse kunstneriske friheder).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar