Om den daglige ydmygelse

Det hele starter allerede aftenen før, hvor angsten begynder at melde sin ankomst, angstenen for morgendagen og dens ydmygelser. Jeg bliver bange og ked af det, og ønsker at lægge mig tæt ind til en pædagog så hun kan ae mig på håret og sige at alt nok skal blive godt igen en dag.

Jeg spiser det meste af min mad om morgenen, og sådan har det været i snart 8 måneder. Jeg står ved mit køkkenbord og skovler den ene skefuld skyr ind i munden efter den anden, så går jeg over til brødet, til osten, til kikærterne, til frugten, til havregrynene eller hvad jeg ellers har liggende. Jeg er bange for den tomhed der opstår mellem mundfuldene, så jeg tvangsspiser. På en typisk morgen kunne jeg snildt komme op på 1000-1500 kalorier (en gennemsnitlig kvinde skal have 2000 kalorier).

For en uge siden kom jeg på den 'glimrende' ide, at jeg jo bare kunne kaste op, det er jo alligevel hvad jeg gør hvis jeg spiser lignende mængder senere på dagen. Det er altså ikke første gang at tanken er faldet mig ind, men den er altid kommet til mig om eftermiddagen, hvor det er alt for sent at gøre noget ved det. Om morgenen er tanken af en eller anden grund aldrig faldet mig ind.

Jeg satte en post it op på køkkenvæggen med ordende 'kast op' på, men jeg stoppede ikke der. Når nu jeg alligevel skulle kaste op, så kunne jeg lige så godt gøre det ordentligt, med boller, smør og ost. Nu gør jeg det hver dag, og det er blevet et mareridt for mig.

Det er noget af det mest ydmygende der findes, at stå bøjet over sit toilet med opkast og rekyl vand i ansigtet og øjne og hals der svier. Når opkastet kommer op i næsen er det endnu værre, og jeg er hele tiden smertefuldt bevidst om, at jeg har gjort dette mod mig selv.

Jeg ved godt hvorfor det sker nu. Jeg har alt for meget at lave, alt for mange projekter og alt for lidt stabilitet, ro, renlighed og regelmæssighed, det er hvad jeg har brug for