Der er meget snak om førtidspension i disse dage, både blandt politikerne og i medierne, og det skræmmer mig, det skræmmer mig meget. Det var virkelig en hård proces, at få min ansøgning godkendt. Det var indviklet, hårdt og ydmygende.
Jeg er ikke et af disse utaknemmelige væsner, som folk på sociale ydelser nogle gange bliver fremstillet som i medierne. Jeg er dybt taknemmelig for min førtidspension. Jeg takker Gud for, at jeg lever i et samfund, hvor jeg ikke skal lade mig forsørge af mine forældre resten af livet, fordi jeg ikke kan arbejde.
Jamen kan jeg virkelig ikke arbejde? Jeg er jo klog, belæst og velformuleret, det kan enhver jo se i denne blog. Burde jeg så ikke kunne tage vare på et job? Jo, det burde jeg, og jeg skammer mig over at jeg ikke kan. Man høre jo ustandseligt i medierne, at vi jo gerne helst ville arbejde, og jeg skammer mig, for arbejdsmarkedet har altid virket så skræmmende på mig. Allerede i folkeskolen, måske 6-7 klasse grød jeg ved tanken om, at jeg en dag skulle have et arbejde. Jeg græd fordi jeg ikke en gang kunne holde til en 5 dages skoleuge, for slet ikke at tale om lektier.
En gang i 2 klasse prøvede min mor at lave en regel om, at jeg kun måtte være syg en gang hver anden uge. Den regel holdt i en uge indtil næste onsdag. Om onsdagen havde jeg overlevet to dage, og så havde jeg brug for en fridag for at kunne overleve de sidste to.
På gymnasiet lå jeg op af en skriftlig advarsel, ikke fordi jeg hellere ville ind til byen med mine klassekammerater, men fordi jeg sad hjemme i sofaen og stirrede dødt ind i fjernsynet. På universitetet var jeg heldig, for der var meget få undervisningstimer, men alligevel sakkede jeg bagud, for selvom vi tit kun havde en time, så havde jeg stadig ikke overskud til lektier. Den eneste grund til, at jeg fik anstændige karakterer var, at der trods at sidder et ret godt hovede skruet fast på mine skuldre.
I psykiatrien fik jeg et arbejde med 13 timer om ugen og søttte fra pædagoger og ergoterapeuter, alligevel, endte jeg med at sætte mig på en stol og tude så snart jeg kom ind af døren.
Jeg omtaler nogle gange mine blogs som mit arbejde, men sandheden er, at jeg kun bruger 30-90 min på at skrive om dagen alt efter om jeg skal skrive ét indlæg eller to. Dertil bruger jeg nok i snit to timer på at læse bøger, men vel og mærke bøger jeg selv vælger, hvis jeg finder dem kedelige, så lægger jeg dem fra mig og vælger en anden.
Jeg frygter meget at blive sendt ud i arbejdsprøvning, ikke fordi jeg ikke vil give samfundet noget igen for alt det, det har givet mig, men fordi jeg ved hvor langt ned jeg kan komme. Jeg frygter, at jeg igen skal ryge ud og ind af psykiatrisk afdeling. Jeg frygter at jeg igen skal fanges i en ond spiral med det ene selvmordsforsøg efter det andet. Jeg frygter, at jeg igen skal tilbringe min tid i sengen bag nedrullede gardiner fordi verden er et skræmmende sted.
Så tak fordi I betaler skat, tak fordi I acceptere, at vi er nogle der er for handicappede til at klare os selv (også selvom man har et handicap der ikke kan ses). Tak fordi jeg lever i et samfund, hvor jeg har ret til at leve et anstændigt liv.
3 kommentarer:
Kan kun være enig...det stresser også mig voldsom meget. Hvad vil der nu ske...kæmper en kamp for at holde mig selv kørende og kan slet ikke overskue bare at skulle ud i et job i nogle få timer. Selvom jeg jo så gerne ville kunne det, og forhåbentlig også kan det en dag.
Men så vidt jeg kan læse, så er det en mulighed for dem der allerede får pension og ingen tvang med ressourceforløb.
Det lyder sikkert mærkeligt for andre at man ikke bare kan klare nogle få timer....istedet for din tid med blogskriveri kunne du så arbejde..? nej...ved jeg godt svaret er...for det handler også meget om ikke at føle sig presset ud i noget,det stresser og presser 100 gange mere end mange timers meget fleksibel og selvvalgt aktivitet og afledning.
Syntes dog det er en god ide med mere støtter, ideer og tilbud til helt unge...men for mig lyder det skræmmende meget som arbejdsprøvning, jeg tager muligvis fejl....var jeg blevet testet i forsk jobs kunne jeg ligeså godt begynde at gå op mod psyk. for det ville resultere i indlæggelse.
Jeg havde dog en fantastisk jobrådgiver der netop så mig og vi fandt sammen en løsning. Hun "gav" ikke op og kastede mig i pensionskassen...
Men ja som dig så fylder denne diskussion rigtig meget. Tror ikke at politikerne ved hvor meget bare denne diskussion påvirker en psykisk...
Hej med jer. Jeg kan godt se jeres problem ved, at nogle har krav på førtidspension, men vi er nogen i den anden ende, der også har krav på et normalt liv.
Jeg ved et det kan være et stort dilemma for staten, men sandhedden er, at der faktisk er nogen der sidder derude og fik tilkendt førtidspension, fordi det åbenbart var den "nemme løsning". De havde måske ved hjælp have kunnet klare et job, men fik ikke hjælpen.
Dem der selvfølgelig ikke kan klare et job, har stadigvæk ret til førtidspension.
Men jeg er en af dem, der kæmper for at kommere videre i mit liv, leve det så normalt som muligt. Jeg er Asperger og har Bipolar, de diagnoser forsvinder aldrig. Men jeg vil kunne få et normalt liv ligesom alle andre, hvis jeg vil kæmpe for det. Og det gør jeg. Ønsker ikke og sidde oppe på psyk. igen, fordi jeg har fået et af mine sygdomsudbrud. Det kan kun forværre situationen.
Men jeg kan godt følge jer. Måske ville et skånejob være fint. I kunne komme lidt ud i samfundet og møde andre mennesker og holde jer selv lidt i gang. Men det er stadigvæk på specielle vilkår.
Augusten: Tak for din kommentar. Der er også et stort pres i og med at man skal møde op. Alle mine frivillige aktiviteter er HELT frivillige, det er kun mine egne forventninger jeg skal leve op til
Sofie: Jeg synes at det er super sejt hvis du kan komme ud i arbejde, det er klart at foretrække.
Flexjob er IKKE løsningen for mig, ikke nu i hvert fald. Et selvstændigt studie på universitet kan med tiden komme på tale, da mine to år på teologi var meget lykkelige for mig.
Jeg skammer mig over at jeg aldrig virkelig har brændt efter at få et job. Jeg havde da drømme, men de var lidt forskruede og urealistiske
Tak fordi i gad at kommentere min blog, det betyder meget at vide at jeg har skrevet noget som folk finder relevant
Send en kommentar