Om at tage sig sammen

Så er jeg tilbage, en dag før planlagt, men lidt arbejdsnarkoman har man vel lov at være, selv om jeg i princippet ikke har noget arbejde.

Jeg er tilbage fordi jeg fik en kommentar om bloggen, som jeg synes er rigtig relevant.

Man tænker "kvinden er jo ellers begavet, belæst, fornuftig og hjertelig, hvorfor tager hun sig ikke lige sammen og tager sig af sit eget liv."

Det er faktisk en rigtig god kommentar, for det er jo sådan folk tænker, mig selv inklusiv.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slået mig selv i hovedet og tænkt, at hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og få et job/læse lektier/tabe 5 kg/gå i byen med vennerne/ringe til farmor på hendes fødselsdag/skrive et bedre og længere blogindlæg eller hvilket opgave jeg ellers lige stod overfor. Og jeg prøver virkelig at tage mig sammen, men det ender dog som regel i stres og depressioner.

Folk har tit en tendens til at tro at jeg er en stærk person, men hvad lægger man i det hele taget i ordet stærk. Når jeg skriver disse blogindlæg lægger jeg en hvis ironisk distance for vejen, hvilket giver det indtryk at alle mine genvordigheder lader mig uberørt, men sådan er det ikke. Jeg bliver meget påvirket af de ting der sker i mit liv, men der er ikke noget mere træls end at lytte til (læse om) nogen der bare sidder og har ondt af sig selv, og det er også en træls følelse at sidde med selv.

Når jeg så sidder om morgenen og skriver om gårsdagens hændelser, så krydrer jeg dem lidt op. Jeg lyver ikke, men jeg prøver at finde et perspektiv der viser mig selv og læseren, at så slemt var det måske ikke alligevel, det betyder ikke, at jeg ikke sad og græd snot over det lige da det var sket.

Jeg er forholdsvis intelligent, på ingen måde et geni, men stadig sådan okay. Det betyder måske, at jeg er god til at reflektere over hændelser og følelser, og se dem fra andre vinkler.

Så tilbage til det med at tage mig sammen. I virkeligheden er jeg en meget sårbar person. Jeg bevæger mig fremad, det gør jeg virkelig, men jeg er nødt til at passe på mig selv, så jeg ikke igen ender på en psykiatrisk afdeling. På det seneste har der været så mange ting jeg gerne har villet, men jeg kunne pludselig mærke at det bare var for meget, det var derfor jeg nu sidder hjemme ved min far og holder pause fra alt.

Så jeg forsøger faktisk at tage mig sammen, resultatet er bare aldrig hvad jeg havde håbet på.