mandag den 27. februar 2012

Om ikke lige at fejre sin fødselsdag

Det var min fødselsdag i går, og sikke et lækkert vejr jeg havde skaffet, jeg må virkelig have opført mig godt i løbet af året, selvom jeg ikke lige kan komme i tanke om hvad jeg har gjort. Når man har fødselsdag i februar vænner man sig ellers til at have skodvejr på sin fødselsdag, Regn og rusk og temperaturer lige omkring frysepunktet.

Jeg gad ikke rigtigt at fejre dagen. Jeg var stadig træt efter min teatertur i fredags, og så var det jo weekend, og som bekendt, så hader jeg weekender.

Folk accepterer uden videre, at jeg hader rigtig mange ting, men at jeg hader weekender, det kan de slet ikke forstå. Hader er et stærkt ord som jeg bruger mere af vane, end fordi det reelt er had jeg føler. Jeg bryder mig i hvert fald meget lidt om weekender.

I weekenden ændrer folk adfærd, og man kan ikke længere regne med deres adfærd. Når jeg selv skal sige det, så er jeg gennem årene blevet ganske god til at aflæse folk, og til at undgå de situationer, som for eksempel myldretid, der gør mig angst og usikker, men i weekenden forstår jeg ikke menneskerne, og jeg tager sorgerne på forskud, for hvad nu hvis de om lidt gør noget jeg ikke havde forudset.

Jeg kan se ud gennem minevinduer på folk der går i lejlighederne overfor og på gaden. Jeg kan se hvordan de kommer frem på andre tidspunkter end normalt. Jeg kan se hvordan de sætter farten ned. Jeg kan se hvordan deres humør ændrer sig, og jeg bliver vred. Det er ikke fordi jeg ikke under dem at slappe af og være glade, men jeg har bare svært ved at forholde mig til ændringer.

I går på min fødselsdag valgte jeg bare at lave ingenting, jeg lå bare på sofaen med en ikke super god bog. Efter frokost satte jeg mig ud i en solstråle og læste videre mens jeg sugede D-vitamin til mig (dum formulering da lyset bare får ens krop til selv at danne det).

Men under overfladen lurede angsten. Angsten for det ukendte. Angsten for katastrofen. Den sad inde i mit bryst og gnavede. Den sad på min skulder og hviskede til mig, at alt dette aldrig nogensinde vil få en ende. Den krøb ned i mine lunger, så det blev svært at trække vejret.

Nu er det mandag, og jeg glæder mig til en hel uge, hvor jeg kan samle styrke til, at det igen bliver weekend, men følelsen af at denne weekend ikke er helt forbi sidder stadig i mig, men måske har min lille kærlighedsaffære med solstrålen blot undfanget en lille forårsforkølelse, det kan faktisk være svært at mærke forskellen.

Ingen kommentarer: