Om at OL slutter

Okay, det har faktisk været et interessant projekt at prøve at interessere mig for sport, men her på det sidste er det gået voldsomt ned ad bakke for mit fjernsynskiggeri, jeg orkede ligesom ikke flere kommentatorer der skulle trække tiden ud eller som lige skulle fortælle topatleter hvad de i virkeligheden burde have gjort. Jeg er også træt af sportsjournalister der fiskede efter at få en atlet til at græde 'nu har du jo tabt, hvordan føles det?' og de det ikke virkede, gik de over til 'men du har jo også haft en hård barndom', så lad ham dog tage sit nederlag som en mand, det er ligesom hele pointen med sport. Det er super fedt at vinde, men nogle gange taber man, og så må man bare gøre det bedre næste gang.

Mange af de store vigtige kampe har ligget alt for sent om aftenen til at jeg havde en chance, især inden for atletik, som ellers er min favorit, så måske er det lidt derfor jeg har mistet interessen, eller også følte jeg mig bare tung i hovedet af, at fjernsynet bare kørte og kørte, og folk jublede endnu en gang, og jeg tænkte, hvordan holder de det ud, at sidde derinde på stadion, omgivet af al den lyd. Sportsfolkene blev endda opmuntret af det, og jeg forstår det ikke, hvordan holder de det ud?

Eller måske gør jeg. Der er 24-timers løb i Viborg, hvilket er en form for udvidet stafet. Nogle af pædagogerne fra mit bosted deltager, og i går var jeg lige et smut dernede, for at vise min opbakning. Jeg har valgt løb som min sportsgren på grund af den selvvalgte ensomhed. Okay, til at starte med valgte jeg det ikke, jeg blev af en pædagog sat til det. Jeg har stor respekt for hende, derfor løb jeg når hun sagde løb, men efterhånden blev det mere og mere noget jeg selv ønskede, og med tiden kom jeg ligefrem til at holde af, at det kun var mig og mit løbebånd, men så kom jeg ned på pladsen i går.

Nede på pladsen hvor alle holdene havde deres telte, der var der mennesker i løbetøj over det hele, og de snakkede og lo og der var forsøgt orden, der bare ikke rigtigt lykkedes, og der var larm og glade dage, og det var skræmmende, men jeg kunne også mærke et lille stik af misundelse. Jeg vil også være del af noget større, jeg vil også have nogen at være sammen om dette med, men ud over den pædagog der lægger mit løbeprogram kender jeg ingen i området der løber, heller ikke længere væk egentlig.

Det er gået op for mig, at jeg slet ikke har noget mål med at løbe, jeg løber bare de der fire gange om ugen, og jeg forsøger da at blive bedre, men jeg arbejder mig ikke hen imod noget bestemt, jeg løber bare. Jeg startede indlægget med at skrive om OL, og selvom jeg ikke har høje ambitioner, så har jeg dog ladet mig smitte med kampgejsten. Det er lidt lige som de halvfede halvgamle mænd der under tour de France sætter sig op på deres helt ufatteligt dyre cykler og får årets eneste motion. Lige som dem har jeg nu lyst til at deltage i et eller andet løb, men det kan jeg ikke. Jeg er for det første ikke god nok til at kunne få et nogenlunde godt resultat, og jeg ved godt at det ikke burde være en hindring, men det er det, for jeg ville skamme mig alt for meget.

Under OL har jeg haft en særlig kærlighed til de sportsfolk der ikke rigtigt kunne, for hvis vi vil presse vores ideer ned over hovedet på fremmede lande, så må vi også lukke dem ind i vores værdier, og derved også i vores sport, så pyt med at de måske sænker spillet en lille smule, for de kæmper også. Og denne kæmpen er hvad der får mig til ikke at ville deltage i et løb, for jeg besidder den ikke. Når jeg ser alle de mennesker overhale mig, så vil jeg skamme mig så meget at jeg bare giver op, og det er denne given op jeg i virkeligheden skammer mig over. Så ingen løb i år, måske til næste år.