Om at være skinhellig

Jeg har fået en invitation til et være med til at starte en religiøs klub, og jeg vil helt vildt gerne, men hvordan skal jeg kunne sige ja, når jeg i den grad er så uværdig? Jeg render rundt og opfører mig så pænt det meste af tiden, men det hænder at jeg pludselig ikke er så pæn alligevel. Jeg ved ikke hvor slemme mine synder reelt er, men de føles slemme, og jeg føler, at jeg ville bringe skam over klubben hvis jeg sagde ja. Jeg kunne så nemt som ingenting spille hellig mens jeg var sammen med de andre, jeg kunne sige mine bønner og ydmygt slå blikket ned, men hvad ville det være værd, når jeg alligevel bagefter ville tage bussen hjem til mit gamle liv?

Jeg hørte engang en præst fortælle, at hvis man ville være hellig, skulle man starte med at opføre sig helligt, så ville det hellige lige så stille blive en del af ens liv. Og det lyder selvfølgelig meget godt, men hvad med overgangsfasen? Hvad med den periode, hvor man var skinhellig, hvor man kan sole sig i andres beundring, fordi man sidder der og ser så from ud? Hvad så med alle de grimme tanker der stadig findes inde i en? hvor mange grimme tanker må man have, før man går fra hellig til skinhellig?

Men tilbage til klubben. Jeg overvejer, om ikke den ville have en sund indflydelse på mig, men hvad så hvis jeg samtidig ville have en negativ indflydelse på dem? Jeg tror ikke, at jeg kunne leve med mig selv, vidende om at jeg havde saboteret en from ung mand eller kvinde, og jeg kender nogle af de andre der er med og de virker så fine, som små porcelænsfigurer, og jeg bliver nervøs og fjumrende, for hvad nu hvis jeg slår dem itu.

Måske skal jeg slet ikke være så nervøs. Min tro siger mig jo, at det gode i sidste ende vil sejre over det onde, så deres gode indflydelse vil være stærkere end min dårlige, og så dårlig er min dårlige indflydelse vel heller ikke, de andre unge mennesker overlevede i hvert fald at være sammen med mig i Paris. Måske er det som sædvanligt mit hoved der gør problemet større end det reelt er, men alligevel føler jeg, at jeg må gå til bekendelse over for ham der inviterede mig, og forklare hvorfor jeg ikke fortjener at være med.