Om en pæn håndskrift

Både jeg selv og mange andre roser mig for at have en pæn håndskrift, og de ønsker jeg også at have når jeg starter på hebraisk her om 1½ uge, så jeg sidder nede i spisestuen med min hebraiske bibel og skriver af, og skriver af, og skriver af. Det er ikke hårdt arbejde, men det er kedeligt, især fordi jeg ikke er god nok til hebraisk til at vide hvad det er jeg sidder og skriver. Jeg genkender da et ord i ny og næ, men det er egent imponerende lidt. Så jeg sidder og skriver tegn efter tegn, og nogle gange skriver jeg bare række efter række af det samme bogstav eller ord.

Hele pointen er, at jeg udmærket godt kan det hebraiske alfabet, men bogstaverne som de ser ud på tryk er klodsede og langsomme at skrive i hånden, og det tager sin tid når man skriver noter, laver lektier eller skal til eksamen, derfor er jeg ved at lære mig selv hebraisk håndskrift, som det er blevet genopfundet til moderne hebraisk. Bogstaverne her er meget lettere at skrive, og det ser tilnærmelsesvist pænt ud når man skriver det, men mange af bogstaverne er markant anderledes end dem jeg kender i forvejen, så jeg sidder hele tiden og slår op, og slår op og slår op. Fik jeg sagt at det er kedeligt arbejde.

Pædagogerne er flere gange henne og fortælle mig at det ser godt ud, men det er vist mest fordi de ikke har nogen anelse om hvordan det bør se ud. Det mærkelige er, at det kommer bag på dem at jeg gør den slags. Jeg kan godt gå med til at nogle er mere disponible for en flot håndskrift end andre, men det kræver også øvelse, masser af øvelse. Min almindelige håndskrift får jeg jo trænet, når jeg skriver breve eller dagbog, men også der kan jeg finde på at sidde bare og øve mig for at få et pænere sving på mine r'er eller krølle på mine b'er. Hebraisk har jeg dog ikke mulighed for at øve nær så naturligt, så jeg må bare lave de samme øvelser, som man skulle dengang for mange år siden da man gik i folkeskole.

Så jeg sidder ved mit bord og papirer spredt ud foran mig og øver mig, og bliver helt firkantet i øjnene. Pædagogerne siger, at det er hyggeligt at jeg tager det med ned, og jeg kan da også lide at føle, at der er liv omkring mig, nogle af de kommentarer jeg får, kunne jeg dog godt være foruden. De mener det på bedst tænkelige måde, men de glemmer, at jeg tænker på en helt anden måde end dem.

Her er hvad de siger, og hvad jeg hører, og hvad jeg tænker:
- Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med lektierne/sådan noget der kan jeg slet ikke finde ud af/tænk at du kan finde ud af det der= når du sidder der, får du mig til at føle mig dum, og jeg får det dårligt med mig selv = giver mig noget at leve op til, for så tror de, at jeg er klogere end jeg egentlig er, og så tror de at jeg vil få en meget bedre karakter end hvad egentlig er tilfældet, og så får jeg dårlig samvittighed.

Jeg får dårlig samvittighed over at sidde der og lade som om jeg er så pokkers klog, for at have en fin håndskrift er ikke det samme som at være dygtig. Jeg vil gerne have en pæn håndskrift, men jeg vil endnu hellere være dygtig. Det jeg er bange for at der vil ske er, at jeg føler mig så overlegen fordi de andre jo først skal til at lære alfabetet, og jeg bare skal have genopfrisket min grammatik, så at jeg læner mig tilbage, og pludselig har de overhalet mig, og jeg får en skod karakter til eksamen. Jeg er nemlig ikke så dygtig som alle går rundt og tror, jeg er bare helt almindelig, og jeg synes også, at det er sjovere at sidde i sofaen med en god bog og en pepsi max, end det er at slå op i grammatikker og ordbøger.

Selvfølgelig skal jeg begynde på hebraisk, fordi jeg gerne vil. Jeg er pensionist, så samfundet har ingen forventninger til mig, og i princippet kunne jeg sidde på sofaen hele dagen og ryge smøger og tage 10 kg på om året, de eneste forventninger jeg skal leve op til er mine egne. Jeg forventer, at lektierne er spændende de første 3 måneder, og så bliver de bare en del af hverdagen der skal overstås før jeg kan begynde at slappe af. Lektier er kedelige, sådan er det bare. Øvelserne i sig selv er måske okay, men fordi det er lektier og noget man SKAL gøre, så bliver der lagt en fin hinde af kedsomhed over det hele, så ja, jeg sad og skrev af efter biblen uden at vide hvad jeg skrev.