Om en tåbelig kat

Jeg er ikke nogen specielt kærlig person, og det tror jeg tit at dyr kan mærke, for de er i hvert fald generelt ikke særligt vilde med mig.

Nu er det imidlertid hændt, at vi som institution er blevet adopteret af en lidt fed mangefarvet kat, den kan i hvert fald godt lide at hænge ud her, og den spankulerer rund som om den ejede stedet, hvilket vel er ganske typisk katteoptræden. Men det er altså en tåbelig kat, det meste af tiden opfører den sig nemlig grangiveligt som en hund. Denne kat ejer ikke værdighed, men ligger og ruller rundt på fliserne med ben og hale strittende ud til alle sider, den gnubber sig som havde den skab.

Om den vil klappes eller ej afhænger af dens humør, men det er altid et spørgsmål om ekstremer. Der er ikke noget med at den allernådigst lader én ae det på ryggen. Nej, enten bider den én i hånden, eller også henføre den sig til kærtegnene til en grad der minder om orgasme, jeg har endda været ude for, at den bogstavelig talt savlede på fliserne. Jeg tror aldrig før jeg har set en kat savle.