Om at blive slynget tilbage til dengang

Oppe ved mig er efteråret gult. Gult og kun gult, men hernede i Odense er der alle mulige farver, og der varmer mit lille efterårselskende hjerte. Min far har nogle kæmpe store vinduer ud mod en lille sø, og jeg nyder at se ud på træerne der spejler sig i dens overflade. Sorte skarver svømmer forbi som budbringere af et dårligt budskab. Efteråret omslutter mig og luller mig ind i en drømmeverden fuld af røde og gule farver med et snert af brum. Jeg ved at det snart er ovre, at november kommer med regn og rusk for at bringe én tilbage til den virkelighed man prøver at flygte fra.

I fjernsynet spiller de en sang, og med ét bliver jeg slynget tilbage til dengang, dengang hvor mit liv så meget anderledes ud end det gør i dag. Jeg har fået et godt liv nu, et værdigt liv, men det har taget meget lang tid at kommer hertil, og der har været meget blod, opkast, piller, kul og tårer. Jeg havde det så skidt, at jeg i dag slet ikke forstår hvordan det var muligt for mig at leve med det, men det var ikke et spørgsmål om at leve med det, for i går og i morgen eksisterede ikke, der var kun i dag, og i dag kunne jeg kæmpe, indtil jeg kunne tillade mig at gå i seng og sove fra det hele, og det gjorde jeg, jeg sov, og så kunne jeg starte forfra med at kæmpe når jeg stod op.

Sangen de spillede i fjernsynet fik erindringen om angsten, mismodet og utilstrækkeligheden til at vælte ind over mig, men det sjove var, at det ikke skræmte mig, det virkede nærmest betryggende, for det hele startede ikke ved skilsmissen for fem år siden, det startede ikke engang i gymnasiet, som jeg havde det så svært ved, måske startede det ikke engang da min søster blev syg, da jeg var ti. Det er som om disse ting altid har været en del af mit liv, og jeg er ikke sikker på i hvilken grad at jeg forstod at det kunne være anderledes, det gør jeg nu, og det skræmmer mig, for verden er pludselig blevet så stor.

Det er ubehageligt at have en depression, men det fratager én fra en masse ansvar over sit eget liv, og især da jeg kom end i varmen i psykiatrien, så krøllede jeg mig sammen i en hospitalsseng, og så fritog sygeplejerskerne mig for mange af de ting der var så ubehagelige. De kæmpede for mig og med mig, og jeg elskede dem for det.

Jeg elskede at være indlagt på en psykiatrisk afdeling. Alting i mit liv var stadig forfærdeligt, men jeg opholdte mig i et limbo, hvor det ikke betød så meget. Jeg fik et rum med hvide lidt beskidte vægge, hvor der var en seng, et bor en stol og en lampe, og gardinerne var gullige, og vinduet kunne kun åbnes på klem. Det eneste jeg havde medbragt var en tandbørste, en bog og en dagbog. Det var et rum så anonymt, at man kunne føle sig tryg. Jeg gravede mig ned og græd hjerteskærende når de smed mig ud, for verden udenfor var for stor og skræmmende for mig, langt mere skræmmende end de svært psykisk syge der vandrede hvileløst op og ned ad gangene og skreg meningsløst af en verden der ikke ville have dem.

Nu er jeg en del af den verden, jeg tager den ind, og langsomt sliber vi kanterne af hinanden, så vi kan leve i og med hinanden, og det er super fedt, men det er også skræmmende, for jeg forstår ikke altid denne verdens logik, den syge verden derimod, den forstår jeg, men jeg hører ikke til der længere. Engang i løbet af sommeren fik jeg en overnatning på den psykiatriske modtagelse, og det var godt for mig, men stedet havde mistet sin magiske virkning, det var bare en seng jeg jeg kunne få lov at sove i, som ikke var hjemme, men heller ikke rigtigt ude, det var et ikke-sted, og det hjalp, men det var nok med en overnatning, jeg havde ikke brug for en rigtig indlæggelse.

Men nu står jeg altså her i verden og skal finde mine ben at stå på, men hvordan er jeg kommet dertil? Folk har altid spurgt mig hvad de kunne gøre for mig. De spurgte mig om og om igen, og jeg kunne ikke give den et tilfredsstillende svar, men jeg er ikke kommet hertil ved egen kraftanstrengelse, jeg er kommet her lidt efter lidt ved at folk omkring med har skabt et trygt og stabilt miljø.