Om at nå det hele

I går var jeg som sædvanligt oppe i alt for god tid (kl 3), og jeg fik nået en masse inden jeg skulle til træning, hvilket var godt, for efter træning ville jeg ellers få rygende travlt, hvis jeg ellers skulle nå hvad jeg plejede. Træningen gik fint, og efter træning spiste jeg dagens anden morgenmad/formiddagsmad sammen med en af pædagogerne, og vi kom til at sidde lidt længere end planlagt, så jeg for op til mig selv for at lave de sidste ting. Deroppe faldt jeg i fælden med overspringshandlinger og sad længe foran min computer. Med et var klokken alt for mange, og jeg ville slet ikke kunne nå at vaske hår, hvis jeg skulle nå mit tog, så ind under bruseren til et lynbad, på med tøjet og noget make-up i ansigtet, men når jeg ikke skulle vaske hår, havde jeg slet ikke haft brug for at skynde mig, så jeg spiste et mellemmåltid nummer to (jeg spiser temmelig meget i løbet af formiddagen), pakkede mine ting og gik ned og tog et tidligt tog. Jeg væmmedes lidt ved tanken om alt det sved der sad i mit hår og ved tanken om hvor grimt det ville lugte hvis jeg tog hestehalen ud, men det var der ikke noget at gøre ved, det værste var næsten at det kløede.

Morgentrafikken var forsinket, så selvom jeg havde taget et tidligere tog, så kom jeg ikke så meget tidligere frem, som ellers, men jeg kom ind til min psykolog før tid, men var ikke hurtigere færdig, for vi havde meget at snakke om. Jeg kunne sagtens nå op til time på universitetet, men jeg følte mig godt brugt og kunne slet ikke overkomme det.

Det var faktisk universitetet og slet ikke min fortravlede morgen dette burde handle om. I weekenden havde jeg lidt af en krise. Den krise handlede om mange ting, men blandt andet handlede den om, at det gik op for mig, at jeg ikke kan nå at blive bachelor før jeg fylder 30. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive en af de kvinder der panikkede over alder, men det er jeg altså. Tallet 30 genere mig. Jeg har ikke noget imod fysisk at blive ældre, slap hud, gråt hår og hængende bryster, men jeg er rædselsslagen ved det symbolske betydning i dette skæl mellem ung voksen og voksen voksen. Jeg har 'spildt' så mange år med at være alt for syg til at kunne være ung. Jeg føler mig voksen, måske ikke så meget fordi jeg er klar til at føle mig voksen, men fordi det føles som for sent og sørgeligt at prøve at være ung. Jeg ryster ved tanken om alle de ting jeg ikke har nået, og én af de ting er altså min bachelor. Måske er det fordi jeg ikke rigtigt tæller en bachelor for noget, det er bare en slags akademisk kravlegård før man kan komme i gang med sin rigtige uddannelse på kandidaten, eller endnu bedre en phd.

På dette punkt, som på mange andre, minder jeg om min far. En fælles bekendt spurgte ham engang om hvordan det føles at være på konstant undtagelsestilstand, og svaret er, 'ikke særlig rart'.