Om et visitkort

Nu har jeg i lang tid samlet visitkort for en veninde. Jeg begyndte at samle til hende fordi hun skrev denne fantastiske tekst om sin, på grund af hendes aspergers, opslugende interesse for sin samlermani, nemlig visitkort. En sådan passion synes jeg bør belønnes, og jeg samler derfor visitkort til hende.

Jeg gør det ikke kun for hendes blå øjnes skyld, jeg gør det også for min egen. For det første giver det et gevaldigt lykkesus at gøre noget godt for andre, men dels gør jeg det også, fordi jeg også selv elsker at samle, der er bare ikke rigtigt noget jeg gider at samle på, og så er det jeg godt at kunne samle for andre. Det er fedt at gå ind på et turistkontor og tage visitkort efter visitkort ned fra hylderne, for jeg ved hvor glad hun bliver. Jeg lægger også mærke til når visitkort bliver nævnt i de bøger jeg læser.

"Derpå udvekslede vi visitkort. Jeg var nemlig en ivrig samler af disse kønne, hvide kort, hvor navnet stod med evropæiske bogstaver på den ene side og med kinesiske på den anden. Jeg skulle desuden bruge kinesiske navne til mine digte" Tom Kristensen, "Vindrosen", s. 57.

Jeg har efterhånden set en del visitkort, nogle enkelte pæne, men de fleste enormt grimme. Jeg kan bedst lide de grimme, der er noget naivt og uhjælpsomt over dem, og jeg føler mig helt rørt. Efter at have set så forskellige visitkort, spekulerede jeg på, om jeg selv ville kunne lave et der var bare nogenlunde tilfredsstillende. I fjernsynet reklamerede de med at man kunne få lavet visitkort ganske gratis, men de tilbød kun en lille serie af forskellige standartmodeller, hvoraf jeg genkendte indtil flere. Jeg fandt et sted HER, hvor jeg ved at betale en lille smule kunne lave mit helt eget præcis som jeg ville.

Jeg har ikke nogen fine billedbehandlingsprogrammer, jeg har faktisk kun Paint, men jeg er bare lille ubetydelige mig, det hele behøves ikke at være så fancy pants. Jeg ville også gerne have det relativt simpelt, og jeg er egentlig ganske godt tilfreds, men måske har jeg skudt over målet. Bagpå har jeg skrevet et af mine yndlingscitater. Nogle gange, når folk vælger at citere filosoffer, vælger de noget der er så banalt, at jeg får kuldegysninger. Jeg ville vælge noget der var anderledes, noget jeg kunne relatere til, noget der sagde noget om mig, så jeg valgte et af mine yndlingscitater fra Wittgenstein, men den første jeg viste det til forstod overhovedet ikke hvad der stod. Der står egentlig bare, at sproget ikke kan fortælle noget om den virkelige virkelighed (fordi det er for følelsesbetonet), men at det i virkeligheden heller ikke er sprogets mål.