Om PMS

I tre år udeblev min menstruation på grund af en blanding af stres, vægt og dårlig kost, men så flyttede jeg hertil og fik sådan nogenlunde styr på mit liv, og så kom den igen (hvilket jeg klart hader). på grund af alle de år uden, så skal min krop og min psyke lige vænne sig til det igen. En af de første gange sad jeg i sofaen mens jeg grædende og hadefuldt skiftevis skældte en pædagog ud og forklarede, at det ikke havde noget med hende at gøre, det var bare fordi jeg skulle til at have min menstruation (selv ordet hader jeg, det lyder så kunstigt og klinisk). Pædagogen tog det heldigvis meget pænt.

Udslæt eller bumser kunne have et helt kapitel for sig selv, og det er et faktum som selv en god BB cream (en mellemting mellem fugtighedscreme og foundation) ikke kan dække over.

Det værste er hvor pylret jeg føler mig. Jeg er ikke direkte ked af det, jeg har ikke noget at være ked af det over, men jeg er bestemt heller ikke glad. Jeg er trist, jeg er irritabel, jeg er træt, og hele verden virker så uoverkommelig. Jeg har PMS og jeg skammer mig over det.

- Hvorfor hedder det PMS?
- Fordi kogalskab allerede var brugt!
Hehe, egentlig meget sjovt, og så alligevel ikke, for jo flere gange noget bliver fortalt, jo mere begynder man at tro på det, og intet bliver fortalt mere end en dårlig vittighed. Der blev fortalt mange vittigheder da jeg var barn i 90'erne (er vittigheder gået af mode? Jeg synes ikke at man ser dem så meget mere) og jeg begyndte at skamme mig over at være kvinde, over at have menstruation, og over at have PMS. En af pointerne ved overhovedet at få en spiseforstyrrelse var at slippe for menstruation, jeg ville være et åndevæsen, en androgyn engel, det var min forestilling om livet som anorektiker, men jeg blev ikke anorektiker, jeg blev en blanding af bulimiker og anorektiker, én der ikke kunne få en diagnose, fordi jeg ikke passede ind i deres kasser. Min virkelighed blev en helt anden end jeg havde forestillet mig.

Nu er min menstruation tilbage, og det samme er min PMS, og jeg skammer mig, jeg ønsker ikke at opføre mig sådan her, jeg ønsker ikke at være så irrationel og så følelsesbetonet. Jeg sad i går og var bare nede og ønskede et knus, men hvordan fortæller man pædagogerne at man har brug for et knus, når man skammer sig for meget til at fortælle hvorfor?