Uden mad og drikke

I går skrev jeg et ganske fint indlæg om det med at have høje forventninger til mig selv, og om hvordan det overhovedet ikke er et problem, men det er det måske nok alligevel engang imellem. Jeg var blevet inviteret i teateret af mine medstuderende for at se noget der hed "Kirkegaard & co", hvilket lød super fedt. Jeg var lige startet på uni, jeg var på toppen af verden, og jeg syntes, at jeg kunne klare ALT. Først sagde jeg nej, for jeg kunne regne ud hvor sent jeg ville være hjemme, men så sagde jeg alligevel ja, for jeg ville jo gerne være en del af klassen, og jeg var smigret over, at de gerne ville have mig med. Jeg trænede mig selv til at være længere oppe, og jeg gik fra at gå i seng får 7 til lidt før 9.30, og det er en flot præstation for en som mig, men der er nu alligevel langt derfra og så til midnat.

I går var så dagen hvor det skulle ske. Jeg var nervøs og spændt. Jeg vågnede en halv time for sent i forhold til hvad jeg gerne ville, jeg havde ondt i hoften så jeg kunne ikke tage over og træne, og det var desuden 'for sent', og for at gøre det hele endnu værre, så vidste jeg, at vi ikke havde det jeg gerne ville have til morgenmad, og så kunne det hele også bare være det samme, og så lod jeg være med at spise morgenmad. Da jeg skulle lave hebraisk spiste jeg lige et par æbler, men frokosten sprang jeg også over.

Pludselig virkede hele idéen med at skulle i teateret i Aarhus alt for overvældende 'normalt', for jeg er jo ikke normal, selvom jeg nogle gange virker sådan. Alt det med universitetet er steget mig til hovedet, og jeg glemmer, hvor stor en bedrift det egentlig er for mig at komme af sted, have timer og lave lektier. Det er DET der er min bedrift, ikke om jeg kan lave alt det ved siden af som de andre kan, blandt andet bor de jo alle sammen markant tættere på, så det er jo ikke engang kun mit handicap der er en hindring, og det er jeg egentlig lidt glad for, for så blev det på en eller anden måde lidt mere lovligt at melde fra.

Som nævnt i går stiller jeg høje krav til mig selv, og jeg kan bestemt ikke lide, når andre er vidne til, at jeg ikke kan leve op til dem, og jeg ville derfor gerne have, at det var pædagogerne der sagde, at jeg ikke kunne tage af sted, og det var nok det der lurede i min underbevidsthed, da jeg valgte ikke at spise. Det valg ville den første af pædagogerne dog ikke træffe for mig, og selvom jeg holder rigtig meget af hende og respektere hendes mening, så blev jeg temmelig fornærmet, da hun sagde, at jeg som nok overlevede en dag uden mad. Er jeg virkelig blevet så fed, at det ikke længere betyder noget om jeg spiser eller ej.

Jeg sagde ja til at tage et glas juice, men der var ikke den rigtige slags, og jeg ville ikke tillade, at de gik over i Føtex og købte den, hvilket modarbejdede mine tidligere negative tanker om, om de ikke nok ville kæmpe lidt mere for, at jeg skulle spise, men sådan er det nu tit når man er spiseforstyrret, man modarbejder sig selv og alle omkring en, modsiger hvad man sagde to minutter før og lever i brydningen mellem hvad der er rigtigt og forkert, og det hele bliver en gråzone, hvor man må opbygge rigide og for alle andre ulogiske regler, for ellers er det ikke til at holde ud at være til.

Senere, efter overlap, kom en fra aftenvagten op til mig. Jeg har ikke haft meget at gøre med hende længe, for hun hørte før den nye omstrukturering til et af de andre teams, og selvom hun var flink, så havde jeg travlt med alt muligt andet, og jeg brugte derfor ikke kræfter på at komme til at snakke med hende. Nu hører hun til alle teams, hvordan det så end kommer til at fungere i praksis. Jeg var nervøs for hvordan samtalen ville gå, men det gik fint. Hun er en lidt mere bestemt dame end pædagog nummer 1, og selvom hun ikke direkte fortalte mig hvad jeg skulle gøre, så ledte hun mig gennem tankemylderet oppe i mit hoved og frem til det svar vi alle sammen godt vidste det ville ende med, nemlig at jeg først skulle have noget at spise, og så skulle jeg sende en sms til dem fra uni og melde fra.

Før jeg sendte sms'en læste hun den lige igennem for mig. Jeg har svært ved at forstå hvad andre mennesker tænker, og jeg har især svært ved at forstå, at folk ikke bliver sure over at jeg melder afbud, så det galt om at formulere mig helt rigtigt. Sms blev godkendt og sendt af sted. Det sjove er, at jeg ikke altid har haft det sådan, i hvert fald ikke i den grad. Det hele startede da jeg var i psykiatrien i Risskov, Aarhus.

Min søster havde fødselsdag, så min far, min farmor, min søster, hendes daværende kæreste og jeg skulle ud og spise. Det var et tidspunkt hvor det gik ret skidt med min spiseforstyrrelse, men jeg var i bedring og optimist, så jeg tænkte, at jeg nok klarede det. Nettet på afdelingen hvor jeg var indlagt var nede, så jeg kunne ikke forberede mig på hvad jeg skulle spise, men jeg forestillede mig hvad der typisk er at vælge imellem og forberedte mig på det. Det viste sig dog, at det var en restaurant med fast menu, hvor man mindst skulle have to retter. Jeg så på bordene omkring mig og så hvor store portionerne var, og jeg kunne slet ikke overskue at blive præsenteret for så meget mad, så jeg begyndte at græde. Min far var oppe og spørge om der kunne gøres en undtagelse, hvilket der under ingen omstændigheder kunne, så jeg brød helt sammen og måtte sendes direkte tilbage til afdelingen med en taxa. Sygeplejerskernes reaktion var meget forskellige. A skældte mig ud over at kræve hendes tid, men B sad og holdt min hånd mens tårer og snot løb ned over mit ansigt og ned i mit hår, og han blev siddende  til medicinen virkede og jeg faldt i søvn. Dagen efter skulle jeg have den frygtede sygeplejerske C som kontaktperson, og hun gav mig en skideballe for dårlig opførsel over for min familie og over for restauranten og deres kunder. Hun sagde, at hvis det havde været hendes søster der havde opført sig sådan, så ville hun være MEGET vred og skuffet.

Siden dengang har jeg været bange for at udvise svaghed offentligt, og oplevelsen sidder fast ligegyldigt hvor mange gange min lillesøster fortæller mig, at sådan tænkte hun overhovedet ikke, og at det er sygeplejersken og ikke mig der gjorde noget forkert. Altså er jeg bange for om de andre overhovedet vil tale med mig når jeg kommer hen på universitetet i dag, men selvfølgelig vil de det, det er bare mig og mine tåbelige ideer der tror andet. Faktisk er det vel egentlig nedværdigende over for dem at tro, at de ikke vil kunne tilgive sadan en lille ting.