Om noget med hjertet

Da jeg for nyligt var ved psykiater (HER) blev jeg sat op i ADD medicin, men jeg kan ikke tåle den øgede dosis. Jeg får hjertebanken, åndenød, træthed og svimmelhed. Jeg tør ikke at dyrke sport, tage på universitetet eller noget som helst. Det er sikkert ikke farligt, men det er mit HJERTE, så jeg har været virkelig bange. Jeg har været bange for at falde, om ikke død, så i hvert fald besvimet om, men mest af alt har jeg været bange fordi det øjensynligt er min ADD og min depressionsmedicin der reagerer på hinanden. Nu er jeg sat ned til min vante dosis, men jeg skal mødes med min psykiater igen d. 7/11, og jeg er bange for at hun ændrer yderligere i min medicin. Jeg har fået meget forskellig medicin for de to ting, men Cymbalta og Concerta er de eneste der har hjulpet mig.

Nogle mennesker er modstandere af medicin, især for ting som ADD, men jeg ved bare hvor meget bedre mit liv blev efterfølgende, så nej, jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at tage toppen af mine problemer med medicin, for medicin er ikke et mirakelmiddel, det gør bare at det lige nøjagtig er til at holde ud at være til.

Min psykiater sagde, at jeg ikke skulle være bange, som om man kan lade være med det når der er noget galt med ens hjerte, men hun ville alligevel gerne have, at jeg tog til lægen og få taget et EKG og målt mit blodtryk. Vi talte med psykiateren tirsdag eftermiddag, og det lykkedes mig at få en semi-akut tid ved lægen allerede i går morges, men der var jeg jo allerede blevet sat til afgiftning, så mit hjerte havde det meget bedre, så hverken EKG eller blodtryk viste noget usædvanligt, hvilket fik min læge til at sige, at der bare overhovedet ikke er noget galt, jeg skal bare træne og komme lidt i form. Jeg hader når han siger sådanne ting til mig. Jeg ved godt, at han siger det for at berolige mig, men det kommer til at lyde så kontant, at jeg føler mig som en komplet idiot, at jeg overhovedet var kommet. Men jeg ved med mig selv at der var noget galt, jeg er helt med på at det ikke var noget alvorligt, men der er noget galt hvis en ung og rask pige får hjertebanken og åndenød af at gå til og fra toilettet, eller det sortner for ens øjne og man er bange for at besvime selvom man ligger henslængt i en sofa, det må der næsten være.

På grund af denne indbildte (?) syge har jeg haft endnu en uge hvor jeg ikke har været på universitetet, men det skyldes ikke kun sygdom, det er også oktober der spøger. Det er mange år siden, at jeg sidst studerede, så jeg havde glemt alt om dette oktobersløvsind som rammer hovedparten af de studerende, så jeg skrev panisk til en veninde om min manglende deltagelse og lektielæsning. Hun kunne berolige mig med, at det er en helt normal reaktion, og jeg kan se at hun havde ret, for jeg skrev til de eneste to på mit hold som jeg har mobilnumre til og spurgte om lektier, men heller ikke de havde været der. Det skyldes nok, at studiet starter i september, og så går man helt i selvsving og være ih og åh så arbejdsom og dygtig, men så bliver dagene kortere og vejret koldere, og så går luften lidt ud af ballonen, og man står tilbage med en lille smule kvalme og en tom fornemmelse. Jeg valgte at selvmedicinere mig med en shoppetur.

Jeg har et par jeans som jeg altid går med, og jeg tænker egentlig på dem som mine pæne jeans, men de er købt i 2007, hvor jeg vejede 5-10 kg mere, og de er flittigt blevet brugt, så de er efterhånden meget tynde i stoffet, så jeg måtte anerkende, at det nok var på tide at sende dem på pension.

Der er godt nok gået penge ind på kontoen, men oktobers sparsommelighed (der skulle nemlig betales forsikringer) sad stadig i mig, så jeg fandt en genbrugsbutik med mærkevaretøj. Jeg har ingen anelse om hvad størrelse jeg bruger, og min selvtillid var ikke god nok til at kunne klare at prøve bukser der var for små, så jeg tog numrene oppefra og ned, til jeg fandt to par i ca min størrelse, som jeg fik for i alt 450 kr. Jeg ledte også efter nogle toppe eller bluser, men alle der var var enten for korte eller for konede, men jeg fandt en på tilbud hos Companys.

Jeg er en del ældre end mine medstuderende, ca 6 år, og jeg føler mig endnu ældre på grund af alt det jeg har været igennem. Det giver mig to valg, enten prøver jeg at være ung blandt de unge, hvilket ville gå helt galt, eller også begynder jeg at respektere min alder og gå 'pænt' klædt. I princippet kunne jeg bare slappe af med min påklædning, men jeg er syg og jeg er førtidspensionist, så jeg kommer alt for let til at se sølle ud, og jeg ønsker ikke at folk skal have ondt af mig, så lige så stille begynder jeg at skifte min garderobe ud.