Det går ikke så vildt godt med maden for tiden, så forleden skulle jeg have en samtale med vores madmor om retterne på min madplan. Fordi mødet handlede om mad, og fordi jeg bare er træt og stresset for tiden, kom jeg ind med en negativ holdning, og vi kom dårlig nok i gang før jeg forlod det i vrede.
Jeg kan ikke lide at blive vred, jeg føler ikke at jeg har lov til at blive det, men jeg kunne ikke længere styre mig selv. Mødet gik galt fra begyndelsen. Jeg følte ikke at jeg blev forstået, men jeg havde heller ikke nødvendigvis forventet at blive forstået, men jeg følte heller ikke at jeg blev lyttet til overhovedet, og så blev jeg vred og hævede stemmen og gik.
Vi havde måske siddet inde og snakket i fem minutter da jeg gik, men jeg var bange for om jeg ville gøre mere en bare at hæve stemmen, hvis jeg blev, måske ville jeg ligefrem råbe eller slå i bordet, og i min lille verden er det strengt forbudt at blive vred, det er noget jeg har meget svært ved at tilgive mig selv.
Jeg havde også svært ved at forholde mig til at jeg havde talt højt, for det er jo næsten det samme som at råbe, og råbe er for mit vedkommende utilgiveligt, og måske ville pædagogerne ikke længere kunne lide mig hvis jeg blev vred. Jeg ved godt at det ikke er sådan, men så alligevel, så kan jeg godt en gang imellem blive i tvivl.
Jeg var meget oprevet, da jeg havde forladt mødet, og jeg havde mest lyst til at skære mig, men efter den dag da jeg ramte pulsåren, har jeg faktisk været direkte bange for at skære mig, for smerten den dag var så intens, at fornemmelsen stadig sidder i kroppen på mig. Jeg gik ned for at spørge om min kontaktperson officielt var på arbejde endnu, det var hun ikke, og hun skulle snart ind til møde. Hun spurgte om vi skulle snakke om det senere, men det var for langt ude i fremtiden, så jeg sagde nej, og gik op til mig selv, men jeg kunne ikke holde det hele ud, så jeg skrev til min anden kontaktpædagog og spurgte om hun havde tid, og det havde hun heldigvis.
Jeg skar mig ikke denne gang, men det var hårdt, og selvom jeg fik ros, følte jeg ikke at folk anerkendte min indsats helt nok, for resten af dagen fik jeg lov til at sidde helt alene med mine tanker, og det var ikke lige det jeg havde aller mest brug for, især fordi den første af mine kontaktpædagoger nu officielt var på arbejde, og hun kom ikke op og snakkede med mig, hun stak ikke engang hovedet ind og sagde hej. Det var der en helt naturlig forklaring på, men det forstod jeg ikke på det tidspunkt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar