I går var jeg virkelig udmattet og gik rundt som en zombie. Det lagde min yndlingsvikar mærke til og kun kom op til mig, sad på min sofa, og holdt om mig. Jeg havde ikke brug for at græde, men det var rart bare at sidde sådan, uden at tale om noget vigtigt. det var rart, at hun bare var der.
Jeg er dog sådan en der ikke bare kan nyde øjeblikket, så jeg kommenterede, at hun har ret spidse krageben, hvilket som sådan var sandt nok, det var bare et underligt emne at tage op. En af grundende til at jeg tog det op er min mor.
Min mor er meget tynd, og fra da jeg var lille husker jeg tydeligt fornemmelsen af at slå hovedet mod hendes ribben, når jeg fik et knus. Engang fik jeg et knus af en venindes mor, og jeg troede vitterligt, at jeg skulle dø mellem hendes fyldige babser.
Når man er inde i systemet på den måde jeg er det, er det vigtigt at vide om man kan lide knus. Jeg tror faktisk at det var en af de første ting jeg blev spurgt om, da jeg flyttede hertil. Jeg tror nok, at jeg svarede nej, for det hele var så nyt og fremmed, og jeg kan ikke lide at hvem som helst slår armene omkring mig når som helst og hvor som helst. Det var dog et svar jeg kom til at fortryde, for så kom det til at stå i min journal, og da jeg lærte folk at kende, var der mange gange, at jeg gerne ville have et knus, men jeg fik ikke nogen, for der stod jo, at jeg ikke ville have det.
Med tiden er jeg blevet bedre til at sige når jeg gerne vil have et knus, og folk er blevet bedre til at spørge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar