Om at skræmme sin mor

nu hvor jeg er syg, bruger jeg det meste af min tid på at se tv-serier på dvd, CSI New York for at være mere præcis. TV-krimier er alt det som jeg hader ved bog-krimier, som jeg hader. De er overfladiske, kliché fyldte og absurd psykopatiske, og alligevel elsker jeg dem, og tro mig, jeg er udmærket klar over hvor hyklerisk jeg er, så måske det kan lærer mig ikke at være så hoven når det gælder bog-krimier, selvom jeg tvivler.

Nogle afsnit ser jeg på dvd nede ved mig selv, og andre afsnit ser jeg på kanal 5 oppe i pigernes TV-stue. I går eftermiddags sad jeg oppe i tv-stuen og så et afsnit, hvor en kvinde blev savet midt over, og jeg kom til at tænke på om alt blodet ville løbe ud på gulvet, eller om noget af det ville blive fanget inde i kroppen fordi klapperne i venerne var lukkede. Når man dør, er klapperne så åbne eller lukkede.

Jeg skrev til min mor der er biologilærer for at høre, men jeg glemte lige at fortælle om den sociale sammenhæng (Sitz im Leben), så min stakkels mor sendte mig en urolig besked om hvad jeg havde gang i. Hun skrev, at hun elskede mig, og at jeg ikke måtte gøre noget dumt.

Her ville det så være på sin plads, at jeg beroligede hende og undskyldte, og at vi så fik grædt ud over alle de hårde år vi har været igennem med min selvskade og selvmordsforsøg og deslige. Jeg vil på ingen måde nedgøre min mors frygt, for statistisk set, ville det godt være noget jeg kunne finde på, om ikke at skære mig selv midt over, så i hvert fald at forvolde stor skade på mig selv. Jeg må dog indrømme, at fordi jeg selv sad i helt andre tanker på det tidspunkt, så blev jeg fuldkommen overrumplet og reagerede mindre hensigtsmæssigt.

Jeg fik forklaret den egentlige betydning af mit spørgsmål, men jeg fik det gjort det på en måde, som om der bare var tale om en eller anden fjollet misforståelse, men i spørgsmålet om liv og død er der ingen fjollede misforståelser.