Da jeg kom ind på universitetet tidligt i går morges (7.30) så klasselokale herrens ud. Der lå iturevet papir overalt, stolene stod hulter til bulter, og det ene rullegardin var gået i stykker. Normalt når jeg kommer plejer rengøringskonen at være i gang og vrisse surt af mig, at jeg ikke må komme ind endnu. Første gang det skete blev jeg flov og forvirret og endte med at sige "mange tak", men tak for hvad? Siden har jeg gjort en dyd ud af at hilse pænt på hende hver fredag morgen, og nu er hun lige så stille begyndt at varme op over for mig. Eftersom hun ikke var kommet endnu, da jeg kom, satte jeg mig bare ind og pakkede mine ting ud, og da hun kom skyndte jeg mig at sige, at jeg nok skulle stille mig ud på gangen og lade hende komme til, så hun ikke kunne nå at kommandere mig til det først. Det betød, at jeg kunne være hjælpsom uden, at hun skulle være 'sur'. Jeg forstår nu godt, at hun er sur, hvis det er sådan eleverne behandler hende, altså med at svine så meget.
Har de ikke respekt over for andre mennesker, eller tænker de bare ikke så langt som at nogen skal rydde deres lort op? Viser jeg nok respekt når jeg bliver ved med at kalde hende 'rengøringskone' i stedet for 'rengøringsassistent'? Jeg synes ikke at det er nedværdigende at sige 'rengøringskone', men det er je heller ikke mig der bliver kaldt det, og jeg siger det bare fordi det nu engang var sådan det hed dengang jeg var barn. Siden dengang har der været et jordskred i folks titler, men det er nok en udvikling der er meget ældre end mig. Der er den gamle revy sang om malke pigerne der ikke vil hedde malkepiger mer', nu vil de hedde ko-patte-hiv-og-træk-og-slippe assistent. Hvad end hendes titel er, så virkede hun i hvert fald overvældet i går.
Hun fik nu meget hurtigt lokalet til at ligne sig selv igen, på nær rullegardinet, som hun ikke kunne gøre noget ved, og det var helt rart at komme ind i. Vi er et stort hold, så snart timen begyndte virkede det overfyldt og rodet igen, men for en kort stund var der ligefrem lækkert at være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar