I går havde jeg en mindre krise. Jeg er så forfærdelig træt for tiden, og jeg er udmattet helt ind til benet, og nogle gange bliver jeg i tvivl om, om jeg kan klare alt dette her, blog, træning, skole, fri-læsning, venner og familie.
Der er en af vores vikarer som jeg har et helt særligt forhold til. Da jeg i går fik at vide, at jeg ikke kunne have aftensnak med hende, brød jeg sammen, og hun tog sig tid til mig, selvom hun burde have været et andet sted. Jeg lod hende holde om mig, mens jeg bare græd og græd.
En af mine store kriser for tiden er, at jeg af ren og skær træthed siger og gør virkelig dumme ting for tiden. At jeg er skuffet over mig selv over ikke at forstå teksten i den ene af mine skolebøger, fik jeg til at lyde som om det er uretfærdigt, at jeg ikke kan, for "jeg er jo intelligent". Hvor dumt er det ikke lige? Og en af mine veninder sagde forleden noget om den katolske kirke, som den i dette tilfælde fuldt ud fortjente, og jeg sendte hende senere en sms om at hun var kommet til at såre mig, men folk skal jo ikke fortie ting bare fordi jeg er træt.
Jeg ved godt, at det ikke er jordens undergang, men jeg føler mig stadig så helt forfærdelig dum, men alle mennesker siger dumme ting fra tid til anden, det er en del af det at være i live, men det kan være meget svært at acceptere mens man står i det.
Heldigvis havde jeg min vikar til at holde om mig, og og stryge mig over håret, og sige at alt nok skulle blive okay igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar