om at melde afbud

Jeg blev jo førtidspensionist for, at jeg ikke skulle stresses ud i en depression af arbejdsmarkedet, men jeg klarer det fint med at stresse mig selv. Jeg elsker at arbejde på denne blog, men for at have noget at skrive om, skulle jeg gerne der ud i livet og opleve noget. Det kræver ikke så meget af mig at skrive disse indlæg, men hvad livet angår, så presser jeg mig selv ret hårdt.

Jeg har på fornemmelsen, at nogle mennesker bare lever livet, men for mig kræver det en del forberedelse. Hvis jeg skal mødes med nogen er det vigtigt for mig, at jeg lige har læst en bog de ville finde interessant, skal jeg til skrifte, skal jeg lige læse op på skriftemålet og dets betydning, det samme gælder den tilbedelse jeg skrev om i går. Jeg går endda til fitness for at jeg kan skrive om hvorvidt det dersens motion overhovedet hjælper på humøret, sådan for real.

Når jeg sidder i kirken sidder jeg og tænker på den perfekte formulering "... og foldede hænderne, men jeg kunne ikke bede", "...og med foldede hænder prøvede jeg at bede en lille bøn", "...og foldede hænderne i en bøn der ikke ville komme til mig" bingo. Hver gang jeg går ned ad gaden og ser eller læser noget sjovt, tænker jeg på om det kunne blive til et blogindlæg, som for eksempel den nye kampagne "for grim til Føtex".

Nogle gange skal der også ske noget ekstraordinært, som når jeg for eksempel skal har fået anmelderbilletter til teaterpræmieren på Hallerne. Det er selvfølgelig virkelig fedt, men det kræver noget arbejde, og det kræver især, at jeg træder udenfor min sikkerhedszone, noget vi autister ikke er så gode til.

For at sige det som det er, så begynder jeg at blive lidt træt, ikke træt af det, bare træt. I dag skulle jeg have været i Aarhus for at drikke kaffe med en kammerat, men jeg kunne godt mærke at det ville være for meget, jeg trænger til en fridag, eller en næsten fridag, for jeg skal til fodbold i aften. Jeg havde ikke spor lyst til at melde fra, men jeg gjorde det alligevel. Min kontaktpædagog sagde at det var godt, men jeg føler mig som taber der ikke en gang kan drikke en kop kaffe med en kammerat uden at blive stresset.

Men for at være ærlig, så føles det nu godt at sove længe og bare sidde her og skrive lige så stille og roligt uden hele tiden at skulle se på klokken fordi jeg skal ud af døren.