Plejepersonale mm

En psykisk syg mand myrder brutalt en socialpædagog, og alle går straks i gang med at punke stedet leder for hvorfor bostedet ikke gør deres arbejde godt nok. Et eller andet er gået fuldstændigt galt, men kan nogen virkelig tro på, at det er så simpelt, som at det bare er en leder der ikke gør sit arbejde godt nok.

Jeg ved ikke noget om den omtalte kvinde. Jeg ved ikke om hun er en god eller dårlig leder. Jeg ved ikke om der et godt arbejdsmiljø eller en stresset hverdag på bostedet i Viborg. Men jeg ved hvordan der bliver færre og færre penge, færre stillinger, og flere og hårdere brugere.

Jeg hader det ord brugere, det lyder som om vores eneste mål er at misbruge systemet, men det er ikke vores skyld at vi er syge/handicappede, det er ikke vores skyld at vi har brug for mere hjælp og støtte end så mange andre.

Vi er i en krisetid, og alle skal spare, og det ved jeg også godt, men vi må i det mindste lade være med at gøre uskyldig person til syndebuk, når det går galt på grund af disse besparelser.

Jeg har boet på bosteder i lidt over to år, og været i psykiatrien i to år før det, og i alle de år har forskellige former for plejepersonale været et jaget folkefærd, og det er ikke altid uforskyldt, gang på gang dukker der skandaler op, og gang på gang har jeg siddet i en opholdsstue sammen med sygeplejersker eller pædagoger og set hvordan de bliver en cm kortere.

Jeg har altid følt at jeg burde sige noget til deres forsvar, for de fleste af dem er jo bare helt almindelige mennesker der gør deres job efter bedste evne. Der har været personaler jeg på et personligt plan enten kunne lide eller ikke lide, der har været personer jeg ikke kunne fordrage og personer der i kortere eller længere perioder blev som en reservemor for mig, men at jeg ikke kan lide en person er ikke det samme som at sige at hun er inkompetent.

Især fra psykiatrien er der mange grimme historier, og jeg har da også nogle stykker, men i rigtig mange af dem, var det systemet og ikke personalet der kom til kort. De fleste af mine dårlige erfaring stammer fra den første tid, dengang alt det med at jeg pludselig var en af de der sindssyge som jeg altid havde været lidt bange for, så alt skræmte mig, og det gjorde uheldige situationer meget værre end de egentlig var. Andre dårlige oplevelser skyldtes at jeg som autist ikke blev accepteret på lige vilkår med de andre patienter, men det var noget systemet sagde, personalet behandlede mig pænt, og de grimme oplevelser skyldtes at personale i voksenpsykiatrien ikke ved noget om hverken aspergers eller andre former for autisme.

Ordet 'sindssyg' er blevet lige så politisk ukorrekt på grund af misbrug af ordet som 'neger', men jeg kan egentlig godt lide det, at være syg i sindet, det er egentlig en smuk betegnelse for hvad der sker i sygdomme som depression eller mani.

For hver dårlig oplevelse jeg har haft i min tur gennem systemet, har jeg haft en hel række af gode. Der var den plejer der brugte sin pause på at spise en ostemad med mig da anoreksien tog overhånd, der var den sygeplejerske der holdt min hånd en hel aften mens jeg bare græd og græd ned i puden, der var den socialrådgiver der kom og besøgte mig på en psykiatrisk afdeling en gang om ugen for at jeg kunne have en der forstod min mærkelige/unikke måde at tænke på, der var psykiateren der indrømmede at hun ikke vidste nok og aspergers og søgte hjælp hos en kollega, der var ergoterapeuten der efter at jeg havde været på afdelingen et halvt år stadig talte med mig om helt almindelige ting fra verden uden for murene, der var pædagogen der blev ringet op hjemme hos sig selv en aften og måtte komme ind på arbejdet igen fordi jeg nægtede at spise/ikke KUNNE spise, der var en hel afdeling der trodsede forbuddet mod at tale med piger der havde taget en overdosis af pernodiler, der var sygeplejersken der ikke var bange for at tale med mig om Gud fordi hun vidste at jeg var religiøs, der var hende der insisterede på at jeg tog et bed selvom jeg først syntes at hun var ond og slet ikke tog hensyn til mine behov, men bagefter var jeg nu meget glad, der var ham der spiste med mig uden at kommentere hvad jeg spiste så længe jeg spiste en acceptabel portion, og det var også ham der drak dus med mig i nutridrik (den saftbaserede der smager af flydende Palmolive) og blev så chokeret over hvor grimt det smager, at han fik det fjernet fra min kostplan...

Jeg kan godt se, at det ikke er historier der passer til forsiden på avisen, men det er altså stadig nogle af de historier der er derude