Om at de ikke kan tvinge mig

Et af problemerne med de omstruktureringer der har været på mit bosted er at jeg nu står tilbage uden en person blandt personalet som jeg virkelig stoler på, en der kan fortælle hvad jeg skal gøre, når jeg ikke selv kan. Det er en virkelig utryg følelse, for sådanne situationer opstår med jævne mellemrum, og når jeg selv har ansvaret er har jeg kun en tryg måde hvorpå jeg kan reagere, og det er gennem maden, enten alt for meget eller for lidt.

Jeg ved at jeg burde spise et eller andet, men jeg KAN ikke, og jeg VIL ikke, og jeg kan ikke se nogen grund til at gøre det. Det har ikke varet særlig længe men pædagogerne er om mig og siger at jeg bør, men de slår alle sammen fast, at de ikke kan tvinge mig. Dette kan ikke runger i mine ører og gør det hele ligegyldigt, så jeg GIDER ikke en gang give det et seriøst forsøg.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker at de skal gøre. Jeg vil jo gerne behandles som en voksen, med ret til at træffe mine egne valg, også de dumme, men er det den voksne ansvarlige mig der taler nu gennem maden? Det er det vel ikke, det er den syge bange pige, hende der vil have et knus og bare en lille smule tryghed.

Jeg har prøvet dette her før med den kontaktpædagog jeg lige har mistet, men hun kunne se på mig med den rigtige autoritet, så jeg bare parerede ordre. Der var ikke tale om tvang, det var bare et spørgsmål om at hun traf valget for mig på et tidspunkt hvor jeg ikke selv kunne, men de andre ser bare på mig og siger 'det er dit eget valg. Jeg vil virkelig gerne have at du spiser, men det er dit eget valg, og jeg kan ikke tvinge dig'.

Men fordi det er mit eget valg, så bliver det lige pludselig en endnu større og endnu vanskeligere beslutning, hvor det bliver endnu lettere bare at sige 'nej', jo mere det er min egen beslutning, jo lettere bliver dette NEJ. Jo mere jeg skal tage kampen jo mere dominerende bliver sygdommen, og jeg føler mig stolt over 'min egen' styrke.

Det kommer jo nærmest til at lyde som om jeg er på dødens rand, men det er bestemt ikke tilfældet. Faktisk føler jeg mit lidt flov over overhovedet at skrive dette indlæg, for så slemt er det slet ikke, da jeg kun har sprunget et måltid og tre mellemmåltider over på nuværende tidspunkt, så der er håb for mig endnu :)