Dagtilbudet på mit bosted, der er et forsøg på at aktivere os dovne sjæle lidt, arrangere at vi kan komme ud og spille badminton hver tirsdag formiddag. Tidligere har det bare været en af pædagogerne og så mig, men der er lige flyttet en ny pige ind, som gerne vil være med til nærmest hvad som helst. Badminton blev en kende sjovere da hun kom med, enten fordi hun er bedre, eller fordi hun bare tager flere chancer.
Før vi tog af sted havde jeg indvilliget i at spise en sukkerfri chokoladebar (45 g) hvilket var dagens eneste måltid, men under badminton fortrød jeg lidt. hvordan kunne jeg være så klam? Chokolade? Virkelig? Hvad måtte pædagogerne ikke tænke om mig? Så selvom badminton måske ikke er den sportsgren der får ens puls aller højest op, så galt det for mig om at forbrænde flest mulige kalorier, også selvom det flere gange ødelagde mit spil.
Jeg hoppede på stedet, lavede fodarbejde som en bokser og lavede dybe knæbøjninger. Jeg måtte i grunden have selv enormt dum ud, men man må lide for kalorierne. Jeg har ingen fornemmelse af hvad det kunne tænke sig at jeg havde forbrændt, men jeg tænkte at jeg nu nok havde fortjent bare en lille portion frokost, men helt sådan skulle det ikke gå, for der var nemlig ikke lige personale nok til, at der kunne sidde en sammen med mig og spise, og så var det jo lige så nemt bare at lade være.
Jeg var egentlig ikke hverken vred eller ked af den manglende opmærksomhed, men jeg var nok lidt ked af at gå glip af min sædvanlige portion hytteost med avocado.
Pædagogen der havde siddet ved det andet bord var efter frokost nede og forklare hvorfor hun havde været nødt til at sætte sig hvor hun gjorde. Det var selvfølgelig meget fint alt sammen, men det ændrede jo ikke ved, at chancen for at spise frokost var forpasset. Selvsamme pædagog sørgede dog for, at jeg fik spist et mellemmåltid, selvom det måske ikke var alt for imponerende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar