Det er nu tre uger siden, at vi fik den dårlige nyhed, men det gør stadig ondt indeni. Når jeg presser mig selv hårdt, ja så glemmer jeg det for en stund, så i min løbetræning presser jeg mig selv hårdere end jeg nogensinde har gjort før. Jeg løber med sveden haglende af mig og med lungerne langt ud af halsen. Jeg frygter at mine knæ siger stop, men jeg bliver ved til jeg er ved at segne. Når kroppen er øm betyder alt andet en anelse mindre, og jeg kan leve mit liv lidt mere normalt.
Jeg gør en dyd ud af at leve mit liv så normalt som muligt, og pædagogerne roser mig for det, men det tærer på mine kræfter, det begynder jeg for alvor at kunne mærke nu hvor de aller voldsomste følelser er ved at lægge sig. Jeg kan mærke at jeg trænger til at komme væk, til at ligge på sofaen uden at skulle præstere noget.
Jeg kan mærke at jeg trænger til at komme langt væk fra det hele, så jeg pakker mine ting og tager til Fyn, ned til min far. Jeg pakker mine ting ned og stikker af fra det hele, for jeg er træt af at være den pæne pige der kan se sagen fra begge sider. jeg vil hjem til min far hvor jeg kan klynke og have ondt af mig selv uden at sige, at jeg da godt kan se det fornuftige i sagen. Jeg vil hjem til min fra, hvor jeg kan få lov til at savne min gamle kontaktpædagog, uden at få dårlig samvittighed over for de nye.
Men omstruktureringen er ikke det eneste jeg flygter fra, jeg flygter også fra etkompliment der gik galt.
Jeg sad og så begyndelsen af en film sammen med nogle af de andre piger. Jeg brokkede mig over, at mine shorts sidder for stramt, da den ene af dem vender sig over imod mig og siger, at man godt kan se at jeg har taget på, og at det ser rigtig godt ud. Den fornuftprægede del af mig, der trods alt stadig eksisterer inde i mig, fortæller mig, at det er den sidste del af komplementet jeg skal bide mærke i. Den fortæller mig, at jeg bør være glad, for hun siger jo, at jeg ser godt ud, men det lykkedes mig ikke at få følelserne med.
Hendes ord ramte mig som en våd klud i ansigtet. Jeg er fed, fed, fed, skreg stemmerne inde i mit hoved. Jeg er fed, og jeg er for dum og doven til at gøre noget ved det. Jeg træner jo som en gal, og ingenting sker. Jeg skal ikke beklage mig, jeg ved jo udmærket godt, at hvis man ikke taber sig, så er det fordi man spiser for meget, men lige nu har jeg ikke styrken til at skære ned på maden, så jeg på bare holde ud indtil jeg kan begynde at holde igen.
(Jeg trænger ikke til at tabe mig vildt og voldsomt, bare et par kg, så jeg igen kan passe mit tøj).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar