Jeg er taget til Odense for at slappe af, men det er svært for tankerne om især omstruktureringen og min øgede vægt melder sig hele tiden, og det er ikke til at holde ud. Heldigvis kunne jeg i går lokke min far med ud på en lang tur, men min far nedlagde veto mod at gå alle 15 km, da vi var kommet for sent ud af døren. Han kunne gå med til en time ud og en time hjem, for vi skulle nå til bageren efter hveder.
Vi gik til, for vi skulle saft suse mig nå så meget som muligt. Der blev dog tid til at vi kunne standse og beundre et par bedårende langhårede kalve der pludselig krydsede vores vej. Min far prøvede at fotografere dem, men den ville de ikke være med på. Hvem der til gengæld gerne ville fotograferes var en ko og en hjort der havde fundet sammen inde i skyggen. Det havde været mere imponerende hvis den ene af dem havde været en løve eller en anden form for kødæder, men det så stadig ret godt ud.
Vejret var godt, solen skindede fra en næsten skyfri himmel og på turen ud havde vi en svalende brise i ansigtet, men på turen hjem blev det måske en anelse for varmt, og jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde taget mine løbeshorts på.
Vi gik vel en 11 km, hvilket var nok til at give os ømme fødder, men lige akkurat nok til, at vi ærgrede os over ikke lige at have haft tid til at tage de sidste 4 km. Det var nok mest mig der ærgrede mig, for min far havde fået en vabel og gik og ømmede sig. Jeg selv var måske heller ikke så sej som jeg gav udtryk for, for mine fødder havde det alt for varmt og fugtigt inde i skoene, og hvis vi havde gået de sidste 4 km, så havde jeg nok også fået en vabel.
Turen vi gik var ude ved Enebærodde 25 km fra Odense. Det er en skøn tur at gå langs vandet. Træerne her på Fyn er sprunget langt mere ud end de er oppe i Midtjylland, og vi blev mødt af et væld af grønne nuancer. Fuglene kvidrede og sang i et væk og alting var jo så dejligt ude på landet.
Der var en gang hvor jeg gik meget, mange km hver eneste dag, men det er jeg kommet væk fra igen, og det er en skam, for det er en glimrende form for motion, og jeg er sikker på at det er sundt for krop og sjæl at have et førstehåndsindtryk af årstidernes gang. Jeg ville gerne lave en målsætning om at komme noget mere ud, men jeg ved bare, at det ikke lige ville blive til noget, og slet ikke uden pædagogernes hjælp, og er det virkelig noget jeg har lyst til at blande pædagogerne ind i? Er det ikke lidt for pinligt, at jeg er så doven, at jeg ikke selv kan komme af sted på en lille gåtur? Er jeg virkelig så doven eller er det bare et spørgsmål om vane?
Hvad er dovenskab egentlig? Ifølge ordbogen betyder det at man ikke gider, men hvad er forskellen på ikke at gide og ikke have overskuddet? I begge tilfælde siger vi at vi ikke orker, men det ene er en acceptabel undskyldning, det andet er ikke.
Mine ugedage består af løb-badminton-løb-fodbold-løb-fri-fri, men jeg kunne da sagtens presse et par gå- eller cykelture ind hist og her. Pædagogerne vil sige at jeg går ned til badminton og cykler til fodbold, men det tæller ikke helt. For det første er det ikke langt nok, for det andet er det en transport fra A til B og kan derfor max betegnes som en bonus, en bonus som jeg er glad for at få, men en bonus ikke desto mindre.
Jeg bor i gå afstand fra en masse rigtigt lækre ture, så jeg har egentlig slet ikke nogen undskyldning for ikke at komme af sted, og som jeg sidder her, så har jeg da også vildt meget lyst til at cykle derhen og derhen og måske lige en omvej derhenne, men når jeg sidder derhjemme, så er overskuddet der bare ikke lige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar