For et par dage siden sagde en af pigerne på mit bosted, at man godt kan se, at jeg har taget på. Hun tilføjede, at det klæder mig rigtig godt, men da var skaden allerede sket, nu er sløret løftet fra mine øjne, og jeg kan se hvor fed jeg i virkeligheden er.
Man kunne fristes til at tro, at jeg er sur på hende, men jeg er i virkeligheden dybt taknemmelig, ked af det, men taknemmelig. Jeg vil hellere vide det, så jeg kan gøre noget ved det, end at leve i 'lykkelig' uvidenhed og blive federe og federe. Eller, jeg prøver at gøre noget ved det, men alligevel bliver jeg federe og federe, det siger bare noget om hvor svag jeg er.
Jeg ser ned af mig selv, og mine øjne fyldes af tårer, for det eneste jeg kan se er klamme fede deller fyldt med blævrende gulligt fedt. Jeg slår og kniber mig selv, for det kan da ikke passe, det må være en ond drøm, men jeg vågner ikke.
Jeg lever et forholdsvist aktivt liv, og jeg har ikke spist sukkerstads i over et år, men alligevel er det svært for mig at kontrollere vægten, det er ikke fair. No shit, Sherlock, livet er ikke fair, og sådan er det bare. Man skulle tro, at når jeg løb 6 km i går, så havde jeg fortjent de par ekstra ostemader jeg spiste, men nej, jeg havde her til morgen taget ½ kg på, og det var tydeligt at se, at jeg er blevet større, især rundt om taljen.
Jeg kan mærke hvordan bukselindingen strammer når jeg sidder ned, og det er vildt klamt, og selvom jeg allerede her fra morgenstunden af har taget noget beroligende medicin, så har jeg lyst til at sætte mig ned og tude, eller ødelægge et eller andet og skrige til jeg ikke længere har kræfter til at være ked af det.
Det med min vægt fylder så meget for mig, at jeg bliver nødt til at tage hjem til Jylland. Jeg elsker at være hos min far, men det er hverken godt for ham eller mig, når jeg er i dette humør, jeg ødelægger det hele for os begge. Jeg vil bare hjem og krybe sammen i et hjørne af sofaen og være ked af det. Jeg vil hjem hvor der hverken er bagerbrød eller lækker ost til at friste mig. Jeg vil hjem hvor jeg føler at jeg bare har en lille smule kontrol fordi jeg kan gøre som jeg plejer.
1 kommentar:
Det er træls at din spiseforstyrrelse styrer dig så meget. Kender også en der overhovedet ikke spiser slik. Tror det har noget at gøre med at det meste er sukker og at det feder. Men er sikker på at hun kunne spise det, hvis ikke hun var spiseforstyrret.
Det gør desværre ikke så meget og få lidt former. Håber at du får det bedre med tiden. Er det ikke spiseforstyrrelsen du vil overvinde? Eller vil du lade dig styre af den?
Jeg vil ikke blande dig i dit liv, men jeg kender selv en der er spiseforstyrret. Hun siger selv at hun ikke vil være alt for tynd, men hold da op, der går også lang tid, før hun overvinder den sygdom helt.
Send en kommentar