Forleden dag skrev jeg om hvor egocentrerede (men stadig søde) teenagere er, men når alt kommer til alt, så er jeg ikke et hak bedre selv, om det bare er mig, eller om jeg kan undskylde mig med min aspergers, det er svært at sige, og det er svært at sige hvor grænsen går, eller om der overhovedet er en grænse.
I går lå jeg på sofaen og var kommet til det punkt hvor jeg efter nogle hundrede sider bare ikke kunne koncentrere mig om at læse mere. Jeg besluttede mig for at tænde for fjernsynet selvom det var de mest rædselsfulde programmer der kørte, men det var stadig bedre end ingenting.
Jeg havde det egentlig lidt skidt, ikke så skidt at jeg ville gå hen og tilkalde en af pædagogerne, men nok til, at jeg ønskede, at en af dem ville komme hen og sidde sammen med mig. Det gjorde de egentlig også fra tid til anden, men jeg syntes ikke at det var nok, og jeg syntes heller ikke at de var opmærksomme nok på mig og mine behov, men så begyndte jeg at iagttage hvad de egentlig gik og lavede, når de ikke lige var sammen med mig.
Det viste sig, at de faktisk havde rigeligt at give sig til, jeg er jo ikke den eneste asperger i bygningen, vi er faktisk efterhånden en del, og der skulle jo også lige laves mad. Jeg kunne sidde og iagttage, hvordan nogle af de andre beboere også havde et behov for opmærksomhed. Jeg kunne ikke sidde og smuglytte til hvad de sagde dertil sad jeg for langt væk, men jeg kunne se hvordan de interagerede og hvordan det fik beboeren til at slappe mere af.
Jeg er da udmærket klar over at de andre beboere også snakker med pædagogerne fra tid til anden, jeg ved udmærket godt, at de også har deres problemer at slås med (altså beboerne) men det var nok aldrig gået virkelig op for mig.
Jeg ved ikke hvordan jeg kunnet undgå at tænke over det, dette er jo stort set hele min verden, men det har jeg altså. Det føles som om jeg har fået udvidet min horisont, og selvom det selvfølgelig er godt, så har det sine ulemper, for hvad nu hvis der er nogen der har mere brug for hjælp end jeg har, hvad nu hvis de fortjener det mere. Jeg bliver pludselig endnu mere usikker på mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar