Pædagogerne i mit team har efterhånden fundet ud af, at det var vigtigt for mig, at de er der til at støtte mig under måltiderne, og det har de i stor udstrækning også gjort, men samtidig har de ladet mig slippe af sted med kun at spise latterligt små portioner, og lige så stille blev jeg mere og mere afkræftet.
Da jeg sad ved aftensmaden i går havde jeg frygtelig meget brug for mad, men jeg syntes ikke at jeg kunne tillade mig at tage mere end jeg havde gjort de sidste par dage. Jeg spiste min mad ganske langsomt som om den var svær at få ned, men i virkeligheden kunne jeg have slugt det hele i en stor mundfuld (i overført betydning, for selvom det var en lille portion, så var den ikke SÅ lille). Pædagogen smilede opmuntrende til mig, men jeg ville have mere end bare et smil, jeg ville have at hun spurgte, om jeg ikke ville have/burde tage en portion til, for hvis hun ikke spurgte kunne jeg ikke gøre det, for det ville virke grådigt.
Jeg havde så desperat brug for mad, men hun spurgte ikke, så jeg stavrede hen og lagde mig i sofaen foran fjernsynet. Pædagogen fra mit team var henne og tale med mig, hun kunne jo sagtens se at jeg havde det skidt, men hun troede, at det var fordi jeg havde spist (for meget) og spurgte, om det var noget jeg havde brug for at snakke om, men jeg havde ikke brug for at snakke, jeg havde brug for mad, men det kunne jeg ikke fortælle hende, det ville jo virke grådigt.
Hun fik fri og en af de andre pædagoger kom op. Hun blev ved med at spørge hvad hun skulle gøre for at hjælpe mig, og alle disse spørgsmål fik mig til at vide, at hun ikke ville kunne forstå også selvom jeg prøvede at forklare, så jeg gik ned til mig selv og lå på gulvet og græd. Jeg skrev og bad om noget beroligende, og hun kom ned med en pille til mig, men jeg kunne jo stadigvæk ikke forklare.
Jeg vidste at min tidligere kontaktpædagog der er virkelig god til at forstå mig, og som jeg holder rigtig meget af var på vagt nede hos drengene, men jeg kunne ikke bede om hendes hjælp, for så ville de tro, at jeg bare var manipulerende, og kun gjorde det var at få hendes opmærksomhed, men heldigvis kom pædagogen der sad hos mig selv på den ide.
Min tidligere kontaktpædagog kom op, og der gik ikke lang tid før jeg grædende gik til bekendelse. Ud af mine rablende sætninger fik hun straks fat i, at mine psykiske symptomer (gråd og angst) skyldtes mine fysiske symptomer (rystelser og afkræftet) og ikke vice versa som alle de andre havde troet, og ganske blidt fik hun mig overtalt til at gå ned i køkkenet (da jeg havde tudet færdig, tørret øjnene og pudset næsen) hvor jeg fik den største portion mad jeg har fået i ugevis, ja faktisk kan jeg slet ikke huske hvornår jeg sidst har fået så stor en portion mad i en omgang uden efterfølgende at kaste op.
Jeg var ikke glad ved at indrømme det, men når nu det var hende, så gik det nok, at det var virkelig skønt at få noget i maven.
Hun fortalte også at hun ville lade vores snak gå videre til mit team, og på det tidspunkt var jeg taknemmelig, men jeg begynder at blive nervøs for HVOR meget de nu vil sætte mig til at spise, jeg vil jo så nødigt falde i den modsatte grøft, jeg vil jo ikke have at alt det her ender ud i at jeg tager på i stedet for at tabe mig.
Da jeg havde spist blev jeg sendt op i seng, og det var fantastisk at ligge der med en fuld mave, men i løbet af natten kan jeg nok love, at jeg kom til at fortryde at jeg spiste helt så meget, for jeg blev plaget af forvirrende drømme og svedeture, rumsterende mave og en lille bitte smule kvalme.
Hvad kan jeg så lære af den historie. Jeg kan lære, at jeg fremover må spise lidt mere fornuftigt i løbet af dagen, så jeg ikke behøves at spise nær så meget lige før sengetid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar