søndag den 6. maj 2012

Om de bedste intentioner

Mine venner og bekendte er meget ivrige efter at komme med opmuntrende bemærkninger og gode råd, for de kan jo se at jeg har det skidt. Der er især en der synes at jeg bruger uhensigtsmæssigt meget energi på at være en som jeg ikke er, på at være normal. Han mener at jeg vil få det meget bedre hvis jeg slapper af og bare er mig selv, og det er sagt i den aller bedste mening.

Han er ikke den eneste der råder mig i den retning, men lad os stoppe op en gang og se på hvad det egentlig er de siger. De siger vel i grunden, at jeg ikke er god nok som jeg er lige nu, at jeg skal lave om på mig selv.

Jeg ved faktisk ikke om jeg længere direkte stræber efter at være normal. Det var mit mål hele vejen gennem min skolegang og årene i psykiatrien, men nu hviler jeg meget mere i mit handicap. Jeg er ikke stolt af at være asperger, men jeg hader det heller ikke, det er jo bare en del af hvem jeg er. Jeg stiler dog hele tiden efter at blive bedre til det jeg gør, det være løb, socialisering, skrive og hvad jeg nu ellers har gang i. I nogle tilfælde, som f.eks. socialisering, er det det normale der er normen, men jeg gør det jo stadig på min egen asperger-agtige måde.

Der hvor det går hen og bliver uhensigtsmæssigt er i forbindelse med omstruktureringen hvor jeg nogle gange på bekostning af mit eget ve og vel har forsøgt at være den pæne pige, og det synes jeg ikke at der er noget galt i, for gennem mit forsøg på at virke glad, og på at leve mit liv så normalt som muligt, så er jeg blevet gladere, og jeg er kommet ud af min lejlighed i stedet for at sumpe hen.

Pæne piger er altid glade.
Pæne piger beklager sig ikke.
Pæne piger er altid stille, rolige og fornuftige.
Pæne piger gør alting perfekt for at folk skal kunne lide dem.

Men jeg er ikke nogen pæn pige, jeg er faktisk ret rebelsk.

I fredags da jeg var ovre i et fitness center nær min far løb jeg på et løbebånd ved siden af en klam og nærgående mand. Han fortalte mig meget omhyggeligt, at det var et lille fitness center, så for at undgå lange køer ved løbebåndet, måtte man kun benytte det i 25 min. Jeg løber 5 km og går 1½, og det kan jeg altså ikke nå på 25 min, så da jeg havde løbet de første 3 og skulle til at have en lille gå-pause, da var manden færdig med sin lille gåtur, så jeg slukkede mit løbebånd og hoppede over på hans. Det havde han da lige en kommentar til, men jeg kunne ikke høre hvad han sagde, og var også lidt ligeglad.

Da jeg havde gået og løbet de sidste par km kiggede jeg på uret, men fandeme nej om jeg ville overholde de 25 min når der ikke stod nogen og ventede, så jeg snuppede mig lige en ekstra km.

Jeg ved det, jeg lever et farligt liv på kanten. Jeg må passe på, ellers ender jeg i en nedadgående spiral der ender med et liv på gaden fyldt med stoffer og prostitution.

Ingen kommentarer: