Om hvorfor maden

Hvorfor er det at alt det med maden lige pludselig er blevet så stort et kaos i mit liv lige nu?

Det ville være nemt at sige, at det bare skyldes den kommentar jeg fik om at jeg havde taget på, men hvis det bare havde været det, så ville der være gået et par dage hvor jeg levede af frugt og grønt, og så ville alt være vendt tilbage til det normale, så godt kender jeg da trods alt mig selv. Sandheden er selvfølgelig meget mere kompleks.

Jeg har skrevet en del om den omstrukturering der har været på mit bosted, og om hvor ked af det jeg blev. Jeg ved ikke hvor ked af det jeg er længere, måske lidt, men ikke nok til at udløse alt dette, men i dets kølvand er der kommet en lang række ændringer. Det drejer sig om hvem jeg til dagligt snakker med, hvor jeg sidder og ser fjernsyn, hvor jeg sidder og spiser, hvem og hvor mange jeg spiser med, og hvilke rum jeg må være i hvornår.

Jeg var lige begyndt at vende mig til de ændringer, da der flyttede en ny pige ind, og det ændrede hvem jeg talte med hvornår og hvad vi så i fjernsynet og hvor mange vi sad sammen og spiste. Jeg har ikke noget imod pigen, hun virker faktisk rigtig sød, men det er lidt mere stres en jeg sådan lige kan holde til.

Maden har jeg dog trods alt stadig en lille smule kontrol over, og lidt kontrol er helt klart bedre end ingenting. Lige så stille er pædagogerne ved at tage den kontrol fra mig, men det gør ikke noget, for det giver mig en hvis kontrol over dem.

Jeg ved ikke om det falder ind under betegnelsen 'opmærksomhedkrævende', hvilket egentlig ikke er noget jeg har lyst til at være, for jeg vil jo ikke tage pædagogerne væk fra vigtigere opgaver, men jeg kan godt lide, at jeg har kontrol over hvor i hvert fald en af pædagogerne sidder, og hvor længe. Nogle gange er det hyggeligt, men det er det langt fra altid, og det er heller ikke altid med den pædagog jeg helst vil sidde sammen med, men det gør ikke noget så længe jeg har den lille bitte smule kontrol over så lille bitte en ting som hvor en pædagog sidder i 15-45 min.