Til frokost i går argumenterede jeg længe og ihærdigt for at jeg skulle slippe for at spise en rugbrødsmad med kylling, selvom jeg i første omgang havde indvilliget i at lægge den på min tallerken, jeg havde dog allerede fra start besluttet at den ville jeg i hvert fald ikke spise. Jeg ville ikke spise den, for normalt til frokost får jeg lov til bare at spise hytteost med avocado og ikke andet.
Den nye pige havde været vidne til begyndelsen af vores diskussion, men det er egentlig en lille smule ydmygende at have en til at sidde og se på en, når man jo godt ved, at man opfører sig fuldstændig tåbeligt. Da hun var gået, kunne jeg endelig folde mig helt ud og argumentere på livet løs i stedet for bare at vride og vende sig på stolen og mumle dårlige undskyldninger.
Det er vigtigt for mig at få lov til at argumentere for hvorfor jeg ikke vil, for selvom det kan virke latterligt at bruge så lang tid på at slippe for 70 kalorier (det var bare en lille mad), ja så tvinger en diskussion mig til at sætte ord på nogle af de ellers lidt diffuse tanker og følelser jeg render rundt med. Hvis jeg ikke sætter ord på mine problemer, hvordan skal jeg så kunne arbejde med dem.
På den anden side er det også meget opslidende for mig, at jeg aldrig på forhånd ved hvor meget den pædagog jeg spiser med lige den dag synes jeg skal spise. Nogle lader mig slippe af sted med så godt som ingenting, mens andre vil have mig til at tage mindst to gange. Det er meget forvirrende, for hvis det er helt okay, at jeg ikke spiser ret meget, så må det jo i virkeligheden være enormt klamt, at jeg dagen før skulle spise så meget mere.
For at lette noget af min stres, satte min kontaktpædagog og jeg os ned og lavede en ny og forbedret kostaftale, eller rettere, så tog vi den gamle og tilføjede hvad jeg skulle spise ved hvert enkelt måltid hele ugen, baseret på hvad jeg nu dyrkede af sport den enkelte dag.
Eftersom det kun var bogstaver på et papir, var det forbløffende let at få skrevet ned, men jeg har ingen ide om hvordan det vil fungerer i praksis. Måske det hele bliver meget lettere fordi jeg nu har noget konkret at forholde mig til, det er da i hvert fald en potentiel mulighed, men hvad nu hvis det mad der står på listen er alt for meget, så jeg tager enormt meget på og den bare luller mig ind i en falsk tryghed? Hvad nu hvis jeg aldrig nogensinde skulle have sagt ja til det? Vil jeg være stærk nok til at kæmpe imod, når nu det står sort på hvidt hvad jeg bør spise?
Men hvorfor kæmper jeg imod? Er det for at spise mindre, eller er det for at få pædagogernes opmærksomhed? Hovedsageligt er det for at spise mindre, men selvom jeg ikke er stolt af det, så er der nok en snert af opmærksomhedssøgende over det, bare en lille bitte smule. Okay, måske er det lidt mere end det, for i sidste uge havde pædagogerne helt forfærdeligt travlt, og så var svært på anden måde at fortælle dem hvor skidt jeg faktisk havde det.
Det er virkelig flovt at indrømme at jeg gerne vil have opmærksomhed gennem min spiseforstyrrelse, det er jo sådan noget teenagepiger kunne finde på, ikke en voksen kvinde. Jeg er også bange, for nu hvor jeg har sagt det højt, er jeg bange for at blive straffet. Jeg kan jo ikke gøre for det, for når jeg sidder ved måltidet kan jeg slet ikke styre mig selv, selvom jeg ved hvor latterligt det må virke. Selvom jeg værdsætter den ekstra opmærksomhed og omsorg pædagogerne viser mig, så hader jeg mig selv fordi jeg absolut skal være så meget til besvær, samtidig sidder jeg og er stolt, jeg tænker, se på mig, jeg er bedre end dig, for jeg kan noget du ikke kan (jeg tænker ikke på, at folk ikke nødvendigvis ville ønske at de kunne).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar