Den sødeste hus forbi sælger

Jeg var i Aarhus i går. Jeg havde siddet og skrevet på min aflevering, og pludselig var tiden fløjet fra mig, og jeg måtte kaste min computer og nogle bøger ned i tasken og hurtigt smøre noget make-up i ansigtet. Jeg havde så travlt, at jeg slet ikke havde tid til at spise lidt før jeg tog af sted, og naturligt nok blev jeg lidt brødflov da jeg sad i toget, for nu sad jeg jo stille og kunne tydeligere mærke min krops signaler. På stationen var jeg så inde på 7/11 og købe noget brød, som jeg spiste mens jeg gik hen mod busserne.

På vejen ud af banegården stod der en sælger af "Hus forbi", de hjemløses avis. Jeg var egentlig gået forbi, men så vendte jeg om, for det skulle fandeme være løgn, at jeg skulle gå forbi en hjemløs mens jeg var i fuld gang med at æde et eller andet. Jeg tvivler ikke på, at det er noget folk gør hele tiden, men jeg kunne ikke. Jeg havde lidt besvær med at holde styr på alle mine ting mens jeg rodede i min pung, men jeg havde heldigvis lige penge.

Hus forbi sælgere kommer i mange former og størrelser. Ham her var en af dem der nok er en lille smule tossede, på den der lidt søde måde. Han var måske en lille smule sølle, men han forsøgte ihærdigt at være pæn og høflig og opføre sig med værdighed, men måske var han endda lidt for ihærdig. Imens jeg stod og fumlede med alle mine pakkenelliker, stod vi og småsnakkede lidt. Så sagde han at det da var en ordentlig pung jeg der havde... altså farven, den er meget lyserød. Man kunne ligefrem mærke hvordan han ønskede at trække de ord i sig igen. Tænk sig at nævne kundens pung, kunne det ikke lyde som om han prøvede at lokke mig til at give ham mere, som om han tiggede? Det er sådan jeg forestillede mig at han tænkte, men det var ikke sådan jeg havde det, for min pung er vitterligt meget lyserød.

Han var faktisk meget sød som han stod der og trippede, og jeg blev i helt godt humør og tænkte at det måtte være hvad man kalder en god kundeoplevelse, for det ærgrede mig at der går en måned før det næste nummer kommer på gaden. Jeg overvejer lidt om ham her skal være min faste sælger, for sådan en havde jeg nemlig da jeg i sin tid boede i Aarhus. Når man har en fast sælger, føles det lidt mere som om man engagere sig. I princippet er det sikkert ligegyldigt, men det føles som om man lige kan pudse sin glorie en ekstra gang. Så har man givet 20 kr den måned og man føler sig som en ren helgen, meget mere end hvis man havde doneret et langt større beløb til en anonym konto.

Jeg skal til at vælge hvad jeg skal bruge mine penge på når det gælder velgørenhed, for jeg vil gerne give bare lidt. Før i tiden donerede jeg pengene fra mine pantflasker, det var bare at putte flaskerne ind og trykke på en knap. Det var nemt og hurtigt, og med mit colaforbrug heller ikke noget ubetydeligt beløb. Nu har jeg så skiftet min sædvanlige butik ud, og det gør så, at jeg ikke længere har den mulighed, hvilket betyder, at jeg må gøre en ekstra indsats, for at booste min samvittighed, og så især her i fastetiden.