Et råb om hjælp og andre småting

Dette indlæg skal egentlig bare handle om nogle forskellige småting, ting der om end værdige nok, så ikke fyldige nok til deres helt egne indlæg

Først en lille råb om hjælp. Jeg har lige fået installeret en Officepakke, og til brug i undervisningen og til afleveringer, skal jeg have installeret et hebraisk alfabet. Jeg kan godt finde og downloade et, men og få det fra computeren og ind i Word, det brugte jeg og min kontaktpædagog et par timer på at prøve at finde ud af, men det lykkedes ikke. Hvis du sidder inde med en guldgruppe af viden om emnet, så skriv gerne en besked.

Jeg har altid undret mig over folk der har kunnet bruge timevis foran fjernsynet med at se sport. Jeg er ikke selv vokset op med det, jeg kender ikke de forskellige sportsgrene særlig godt, og regler, hold, og spillere/atleter er fremmed land for mig, men jeg begynder at føle, at det er noget man kan lære, ligegyldigt hvilken sportsgren det end er man kaster sig over. For mit vedkommende er det atletikken der har fanget min interesse. Til at starte med kunne jeg bare godt lide at se på atleternes kroppe, hvordan led og muskler arbejdede, men nu har jeg efterhånden set et par stævner samt OL, og efterhånden som jeg kommer længere og længere ind i det, bliver jeg mere optaget og mere opspændt. I går da jeg sad og så EM i indendørs, da lettede jeg flere gange fra sofaen i ren spændinger over et ekstre flot/spændende spring/hop/spurt. Jeg vil nærmest sige at jeg er stolt over min reaktion, for jeg har altid følt mig lidt sær når jeg virkelig bare ikke interesserede mig for nogen form for sport, jeg er glad for at jeg også kan rumme den form for følelser. Det jeg tror der gør forskellen er, at jeg begynder at forstå og genkende når det går godt (eller skidt), jeg begynder at kunne genkende navne og ansigter, og det gør det mere trygt og overskueligt.

Lige i denne weekend sker der en hel del ændringer fordi der flytter en ny pige ind, og det gør mig nervøs. Det er ikke fordi det er noget slemt, det hele er bare meget anderledes. Jeg går rundt og er stresset og nervøs hele tiden, og når jeg gør det, så begynder jeg at kradse mig. Det er ikke så voldsom en selvskade som når jeg skærer mig, men alligevel er det for mig forbundet med endnu større skam, for det efterlader min hud, rød såret og arret. Jeg har ikke jordens reneste hud, men alt dette kradseri får det til at virke mere voldsomt end det egentlig er, og jeg føler mig som et teenage pizzafjæs. Især i går følte jeg det som et problem, for efter at have arbejdet med min aflevering hele formiddagen, kastede jeg mig i sofaen i joggingtøj, fedtet hår og rødspættet  ansigt. Jeg ved hvor vigtigt førstehåndsindtrykket er, og det piner mig lidt, at jeg ikke lige kunne vise mig selv fra en lidt bedre side.

Man kan opleve mange ting når man sidder i et tog. Forleden dag holdt vi og ventede på et modkørende tog der var fem minutter forsinket, hvilket er virkelig træls når man bare gerne vil hjem efter en lang dag, men der nede ved søbredden, neden for en skrant kun 20 m væk pjaskede en odder rundt og nød solen og en fisk. Min mor spurgte om jeg er sikker på at det ikke bare var en mår, for oddere er meget sjældne, men jeg er meget sikker.