Om alt for meget blod i sommervarmen

Det var 25 grader i den køligste af stuerne, og jeg vidste, at jeg snart ville blive smidt ud, for efter 17 er pigerne forment adgang fra stueetagen. Pigernes opholdsrum ligger på sydsiden, så jeg ville få det endnu mere forbandet dårligt, hvis jeg gik der op.

Jeg har det ikke godt med varme, og varmen var kommet så pludseligt, at jeg havde parraderne nede. Den ramte mig med fuld styrke, og jeg blev forvandlet til et klynkende skvat der bare gik og var i dårligt humør, og som tiden gik, blev jeg mere og mere ynkelig, og jeg begyndte at græde, ikke vildt og voldsomt, men bare lige så stille.

En af mine kontaktpædagoger kom hen til mig, men han var en mand, så ham havde jeg ikke så meget lyst til at betro mig til, så kom en kvinde, men hende kender jeg næsten ikke, hun tilbød at hente en af de andre, men på det tidspunkt var jeg så blevet tilbudt hjælp fra alle de pædagoger der var på arbejde, UNDTAGEN hende jeg egentlig helst ville tale med. Så begyndte jeg at græde endnu mere, både fordi jeg havde ondt af mig selv fordi jeg savnede hende der ikke lige kunne tale med mig, og fordi jeg hadede mig selv for ikke bare at kunne tage imod den hjælp der blev mig tilbudt, de andre pædagoger er jo også rigtig søde.

Jeg gik tudende op til mig selv. Hende jeg gerne ville snakke med kom op, men det var så varmt, at jeg ikke kunne lytte til fornuft, så det blev en meget uforløsende samtale der efterlod mig kun en lille smule mindre ked af det end da hun kom. På trods af varmen gik jeg ind og lagde mig under min kædedyne, der er en dyne der er designet til at lægge sig tæt og tungt omkring en, og det giver ro, den hjalp mig da også nok til, at jeg kunne klare mig igennem aftensmaden, om end jeg spiste mindre end det egentlig var meningen, but who cares, ingen ved mit bord i hvert fald.

Jeg satte mig ind i pigernes opholdsrum fordi jeg endnu ikke måtte komme ned i stuen. Det var ulideligt varmt, men der var ikke rigtigt andre steder jeg kunne være, men jeg kunne ikke holde det ud, det var så forfærdelig varmt at jeg havde lyst til at krølle mig sammen til en kugle og bare begynde at tude igen.

Jeg prøvede at sætte mig udenfor med en bog, men der var også for varmt, og den uro jeg følte indeni blev bare værre og værre. Jeg prøvede at skrive lidt i stedet, men mine tanker var smeltet og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.

Jeg gik op til mig selv og begyndte at tude over alle de små ubetydelige detaljer der var sket i løbet af dagen. Jeg vidste, at de var ubetydelige, og alligevel græd jeg. Og så skar jeg, og jeg ramte en blodåre, så blodet bare strømmede ud af mig. Det var lidt med vilje, men jeg blev alligevel lidt forskrækket, så jeg klemte sammen om såret med fingrene og skyndte mig ned til hende jeg så gerne ville snakke med, og efterlod et spor af blod i mit kølvand.

Da hun skulle se såret flød blodet ud og dannede en mindre sø ved mine fødder, og der sprøjtede stænk op på mine lyse hjemmesko, så de ser farlige ud.

Min arm blev pakket ind i et tykt lag viskestykker, men jeg blødte igennem på ingen tid, og de måtte smides i skraldespanden, og armen blev så pakket ind i et endnu tykkere lag håndklæder, og så tog vi af sted på skadestuen.

På skadestuen gik der et godt stykke tid før de opdagede hvor slemt det egentlig var og fik tilkaldt en læge. Sygeplejerskerne var rigtig søde ved mig, men lægen var et fjols der intet vidste om selvskade og ikke gad bedøve mig da han syede. At se mig blive syet uden bedøvelse var hård kost for pædagogen. At det gjorde ondt på hende at se var den største trøst jeg kunne få, for så må jeg jo betyde noget for hende, bare lidt. Det gjorde da ondt, men ikke mere end jeg kunne holde til.

Egentlig gik det ikke helt op for mig at han behandlede mig dårligt, eller jo, det gjorde det, men det gjorde mig ikke noget, det var jo nærmest legalt, jeg var jo selv skyld i at jeg var der, så da sygeplejerskerne og pædagogen brokkede sig, så forsvarede jeg ham, for så slemt havde det vel heller ikke været.